- Han er et fjols.
Så bramfrit udtaler Donald Trump sig om Kenoshas borgmester forud for sit besøg i byen, ifølge BBC.
John Antaramian, som er borgmester i Kenosha, udtalte inden præsidentens besøg, at han ville ønske, at Donald Trump blev væk, da han mente, at det var for tidligt for præsidenten at besøge byen.
Trump beskyldte ham for at være et 'fjols' og for at forsvare radikale anarkister.
Han proklamerede samtidig, at Kenosha ville være brændt til grunden, hvis han ikke havde indsat USA's Nationalgarde.
Optøjer i en uge
Byen har været omdrejningspunkt for optøjer siden Jacob Blake blev skudt syv gange af politibetjente sidste weekend.
Det sker blot tre måneder efter, at drabet på George Floyd tændte gnisten under Black Lives Matter protester i USA og verden over.
Trump skal ikke mødes med Jacob Blakes familie, hvilket ifølge ham selv skyldes, at Jacob Blakes familie ønskede at involvere advokater.