Han går 34 kilometer til og fra arbejde - hver dag

Hans arbejdsdag efterlader kun fire timer i døgnet til at være hjemme i sin seng, men nu vælter støtten ind til James Robertson

34 kilometer til fods. Hver arbejdsdag. Uanset vejret. (Foto: AP)
34 kilometer til fods. Hver arbejdsdag. Uanset vejret. (Foto: AP)

56-årige James Robertson elsker sit job. Faktisk elsker han det så meget, at han ikke har misset en eneste arbejdsdag. Endnu mere bemærkelsesværdigt, når man tager i betragtning, hvad han skal igennem for at komme til og fra sin arbejdsplads.

Han går det meste af vejen frem og tilbage fra sit hjem i Detroit. En tur, der blandt andet byder på 34 kilometer til fods, hvilket klares uanset vejret.

Sådan har det været siden hans bil brød sammen for ti år siden, og han ikke syntes, der var råd til en erstatning. Det sidste bliver der nu rådet bod på, for hans historie har ramt en indsamlingsside på nettet og nu strømmer pengene ind. Folk, der ønskede at hjælpe ham oprettede siden og i løbet af få timer var der indsamlet et beløb svarende til adskillige hundredetusinde kroner.

Indsamlingen er nu løbet op i næsten 130.000 dollar, svarende til cirka 850.000 danske kroner.

Robertson bor i Detroit, der paradoksalt nok er kendt som USA's bilby nummer et, og bevæger sig fem dag om ugen i retning af Rochester Hills, hvor han har skifteholdsarbejde på en fabrik, der producerer dele til bilindustrien.

Turen frem og tilbage klares ved at kombinere 34 kilometer til fods og så en tur med en bus. Hvis da ikke nogen samler ham op og giver et lift. Det sidste sker sjældent, for ingen af hans arbejdskollegaer bor lige så langt væk som han gør.

- Jeg sover ret meget i weekenderne, forklarer han til Detroit Free Press.

Det er nødvendigt, for turen frem og tilbage fra arbejde kan godt løbe op i 10-11 timer. Med en arbejdsdag på otte timer, og en frokost før arbejde, så er der ikke mange timer tilbage til at sove i.

James Robertson skal undervejs på sin gåtur igennem nogle hårde områder, og han har en enkelt gang prøvet at blive slået ned. Han holder dog fortsat hovedet højt, og sender dagligt en bøn afsted til den, der holder hånden over ham. (Foto: AP)
James Robertson skal undervejs på sin gåtur igennem nogle hårde områder, og han har en enkelt gang prøvet at blive slået ned. Han holder dog fortsat hovedet højt, og sender dagligt en bøn afsted til den, der holder hånden over ham. (Foto: AP)
 

Energien henter han i store mængder Mountain Dew og cola. Motivationen henter han ikke i lønnen, for den lyder på beskedne 1700 dollar om måneden. Det svarer til godt 11.000 danske kroner.

Han tager af sted hver dag, fordi han er glad for sit job og kollegaerne, som han ser som en udvidet familie.

Sætter standarden
Ikke overraskende er hans arbejdsgiver også begejstret.

- Jeg sætter vores standarder efter den mand, forklarer Todd Wilson, der er Robertsons chef på Schain Mold & Engineering, til Detroit Free Press.

- Jeg siger, at hvis den her mand kan gå alle de kilometer gennem sne og regn, så kan jeg også meddele dem i Pontiac, der ligger ti kilometer væk og siger, at de ikke kan komme, at det er noget fis. Han kommer altid. Jeg har set ham møde drivvåd på arbejde.

En lille del af turen på arbejde kan klares med bus, hvor han prøver at indhente lidt af den søvn, som han ellers går glip af. (Foto: AP)
En lille del af turen på arbejde kan klares med bus, hvor han prøver at indhente lidt af den søvn, som han ellers går glip af. (Foto: AP)
 

Nu ser så ud til, at fremtiden byder på færre nedslidte skosåler, for ud over de mange tusinde kroner, der er samlet ind, så har en lokal bilforhandler også tilbudt ham en bil.

Formentligt også på det helt rigtige tidspunkt, for ifølge hans kollega Janet Vallardo, så er det hårde pendlerliv begyndt at kunne mærkes på den 56-årige.

- Han er træt, når han møder - i benene og i knæene, forklarer hun til Detroit Free Press.

Med til den del hører, at han faktisk, grundet bussernes skema, er tvunget til at gå flere kilometer hjem fra arbejde end til arbejde.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere