Handikappet kvinde nægtet hjælp: Nu hiver hun kommunen i retten

Kræver 150.000 kroner i godtgørelse for at få frataget ledsagerordning til svømning

En 21-årig kvinde fra det danske svømmelandshold for mentalt handikappede kræver 150.000 kroner i godtgørelse fra Lolland Kommune, som fratog hende en ledsagerordning. Foto: Per Rasmussen
En 21-årig kvinde fra det danske svømmelandshold for mentalt handikappede kræver 150.000 kroner i godtgørelse fra Lolland Kommune, som fratog hende en ledsagerordning. Foto: Per Rasmussen

En 21-årig kvinde fra Lolland har lagt sag an mod sin bopælskommune efter en strid om en ledsagerordning til konkurrencesvømning, som kvinden fik frataget, da hun fyldte 18.

Det skriver Politiken.

Det er tænketanken Justitia og Advokatsamfundet, som på vegne af kvinden har rejst sagen. De kræver 150.000 kroner i godtgørelse til kvinden.

Den 21-årige har infantil autisme, men repræsenterer Danmark på svømmelandsholdet for mentalt handikappede og er i år udtaget til Special Olympics i Abu Dhabi. Hun er afhængig af socialpædagogisk støtte under landsholdssamlingerne.

I 2016 afgjorde Ankestyrelsen, at det ikke var berettiget, da Lolland Kommune fratog kvinden hendes socialpædagogiske ledsagerordning.

Alligevel gik der lang tid, før kommunen rettede ind, skriver Politiken.

Det skete først, da Ankestyrelsen i maj 2017 udtalte kritik af kommunen. Det var Ankestyrelsen opfattelse, at Lolland Kommune ikke fulgte den 'bindende afgørelse' fra året forinden.

Kvindens advokat forlanger 150.000 kroner for den periode, hvor kvinden ikke havde sin ledsagerordning. Kvinden har ikke lidt et økonomisk tab. Det er derimod advokatens opfattelse, at hun har lidt et velfærdstab. Det har hun gjort i de to et halvt år, hvor det var hendes familie, der måtte ledsage kvinden til hendes idræt.

Sagen skal for Retten i Nykøbing Falster mandag, skriver Politiken. Det er første gang, at retten skal tage stilling til en sag af den karakter.

Ekspert i retssikkerhedsspørgsmål i socialret ved Aalborg Universitet, Nina Von Hielmcrone, siger til Politiken, at det er en både vigtig og principiel sag.

- Får man ikke den hjælp, man er berettiget til, så lider borgeren et velfærdstab. Det er en udbredt problemstilling, især på omsorgsydelser, siger Nina Von Hielmcrone.

Lolland Kommune har ikke ønsket at kommentere sagen.

114 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen