Handikappet toårig afvist på Jensens Bøfhus

For første gang siden ny lov har Ligebehandlingsnævnet behandlet tre sager om diskrimination af handikappede

Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Da en familie med en handikappet toårig dreng i oktober ville spise på Jensens Bøfhus i Aalborg, blev familien afvist i døren.

Men det var i strid med loven om forskelsbehandling. Det har Ligebehandlingsnævnet afgjort i en ny afgørelse. Restauranten skal derfor betale 5000 kroner i godtgørelse til familien.

Afgørelsen fremgår af Ligebehandlingsnævnets hjemmeside, og ifølge B.T., der har talt med faren i familien, Klaus Søndermølle Petersen, var familien på ferie i Aalborg, da de blev afvist på Jensens Bøfhus.

Familiens lille dreng led af Menkes sygdom, og han lå i en barnevogn, der fungerer som en kørestol for ham.

Restauranten afviste dog familien med henvisning til, at den ikke tillod barnevogne indendørs på grund af brandsikkerhed, da flugtveje skal være frie. På tidspunktet var der få gæster i restauranten.

Nævnet skriver blandt andet i sin afgørelse, at 'restauranten havde ikke forsøgt at indgå i dialog med familien om deres adgang til restauranten med sønnen i barnevogn, og restauranten undersøgte ikke, om barnevognen kunne stilles et sted i restauranten, uden at reglerne for brandsikkerhed ville blive tilsidesat'.

Derfor mener nævnet ikke, at Jensens Bøfhus løfter bevisbyrden for, at det var nødvendigt at afvise familien.

Direktør i Jensens Bøfhus Anders Nicolaisen beklager over for B.T.:

- Vi har klokket i den, og længere er den ikke. Vi har gjort vores på at rette op det. Kunne det ske igen? Det kan jeg ikke garantere, men jeg håber det godt nok ikke, siger han til avisen.

Den lille dreng er siden episoden død af sin alvorlige sygdom.

Sagen er en af tre principielle sager, som Ligebehandlingsnævnet har behandlet.

I sagerne er det første gang, at nævnet tager stilling til loven om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet, der trådte i kraft 1. juli.

I den anden sag konkluderer nævnet, at det var forkert, da en mand med førerhund blev nægtet adgang til en café. Han får også tilkendt en godtgørelse på 5000 kroner.

I den sidste sag, der også handler om en mand med en førerhund, valgte nævnet dog ikke at træffe afgørelse. Det skyldes, at det vurderer, at der skal afgives mundtlige forklaringer. Derfor skal sagen i stedet for behandles ved domstolene.

137 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere