Selvom Københavns Zoo har kaldt det uventet, at deres sibirske huntiger torsdag i sidste uge mistede livet i en kamp med den nye hantiger fra Moskva, er det ikke sådan, havens gæster har oplevet det.
Allerede ugen inden oplevede Vibeke Grupe Larsen og hendes mand nemlig, nogle voldsomme spændinger imellem de to tigre, da de var taget i Zoo for at se det nye kattedyr.
- Da vi var på vej over til anlægget hørte vi en del støj der fra, og da vi nåede der over, mødte vi flere gæster, som fortalte, at hantigeren lige havde angrebet huntigeren, fortæller Vibeke til Ekstra Bladet.
- Vi så huntigeren sidde helt op ad væggen, hendes pote var skadet, og hun så beskidt ud.

Hantigeren gik frem og tilbage fra det lukkede hus og udenfor, og hver gang han passerede den sårede huntiger hvæsede han.
- De var ikke gode venner, og der var klare spændinger imellem dem. Huntigeren sad helt passiv op ad væggen, som en huskat ville gøre, hvis den ikke vil have kontakt eller er bange, siger Vibeke.
Hun er derfor overrasket over, at Zoologisk have siger, at der ikke har været indikationer på, at tigrene skulle have haft spændinger før ulykken den 22. marts.

Den sibiriske hantiger ankom fra Moskva 9. marts, hvorefter han var blevet introduceret til de to huntigre.
Ekstra Bladet talte med den ansvarshavende chef kort efter ulykken, da fortalte han, at der ikke været optræk til ballade mellem de tre tigre inden inden ulykken:
- Der har ikke umiddelbart været spændinger, som har indikeret, at vi ville få sådan et kraftigt resultat, som det vi har fået i dag, siger Lars Holse

ZOO trækker i land
Men næsten en uge efter den voldsomme hændelse i Københavns Zoo trækker havens ledelse alligevel i land.
For ligesom Ekstra Bladet har Zoo også fået en del henvendelser fra gæster, som har oplevet stridigheder mellem hannen og hunnen.
- Vi har fået en del henvendelser på Ekstra Bladet fra gæster, som har set tigrene slås i ugerne op til ulykken. Hvordan kan det så være, at I melder ud, at der ikke har været tegn på ballade?
- Vi har også fået en masse henvendelser fra gæster, som har observeret det samme. I situationen havde vi ikke et fuldt overblik over sagen, så derfor går vi også ud med en forklaring nu, siger pressechef i Zoo, Jacob Munkholm Hoeck til Ekstra Bladet.
Selvom Zoo anerkender, at dyrene har udvist en aggressiv adfærd overfor hinanden, mener haven ikke, man burde have skilt dem ad.
- Når vi sætter dyr sammen, er det vigtigt, at de får lov til at bruge den adfærd, som de normalt bruger for at etablere sig i forhold til hinanden. De skal altid have etableret en form for hierarki, og hvis vi stopper dem, hver gang de viser en form for aggressivitet, så når vi aldrig dertil, svarer Bengt Holst i en Q&A.
Den ansvarshavende chef forklarer samtidig, at stridighederne eskalerede, da hunnen ikke ville underkaste sig hannen.
- Den ene hun underkastede sig hannen med det samme ved at gå i en fuldstændig underkastelsespositur og udsende pacificerende lyde til ham, og de fungerede egentlig fint sammen. Den anden huntiger underkastede sig derimod aldrig, men blev dog accepteret i et stykke tid, mens han vænnede sig til de nye omgivelser. Senere hen følte hantigeren sig så meget herre i eget hus, at han gik til angreb på huntigeren, efter hun provokerede ham.
