I langt over 2000 år har det været et mysterium.
Hvordan lykkedes det de gamle egyptere at bygge en så stor og smuk pyramide som Den Store Pyramide også kendt som Keopspyramiden i Giza?
Den knap 139 meter høje pyramide i Giza er kendt som det eneste overlevende af verdens syv vidundere, men arkæologerne har i tusindvis af år undret sig.
Arkæologerne har tidligere bevist, at dele af pyramidens indre kammer er bygget af granit, der stammer fra byen Aswan 800 kilometer syd for Giza.
Men hvordan er det lykkedes at transportere de tonstunge blokke, når den teknologiske udvikling ikke var i nærheden at have produceret transportmidler til den slags?
Nye beviser
Det spørgsmål har fået selv den dygtigste arkæolog til at udvikle grå hår, men nu er vi kommet nærmere et svar. Ifølge flere medier er der blevet fundet en ældgammel papyrus (en speciel type rullet papir red.) i byen Wadi Al-Jarf.
Her beskriver en mand ved navn Merer, hvordan tusindvis af arbejdere transporterede de tonstunge sten i træbåde, som de sejlede nordpå langs Nilen.
Dernæst havde de bygget en kompliceret kanal, der førte fra Nilen direkte ind til pyramiden, og så kunne de uden problemer sejle helt tæt på den kæmpemæssige pyramide.
Det skriver flere britiske medier heriblandt Daily Mail og International Business Times, der samtidig henviser til dokumentaren 'Egypt’s Great Pyramid: The New Evidence', som blev vist på tv-stationen Channel 4 lørdag aften.
Den nye teori bliver bakket op af arkæologen Mark Lehner, der har lavet en skitse af den kanal, som de gamle egyptere efter sigende gravede fra Nilen ind til pyramiden.