Harvard-professor udfordrer Mettes plan: Stop den totale nedlukning

Harvard-professor udfordrer statsminister Mette Frederiksens og andre statsoverhoveders totale nedlukning af Europa - dansk ekspert er kritisk

Video: Byrd/Jacob Waage, Per Rasmussen, Ernst van Norde, Josephine Fontenay, Ritzau. Redigering: Kristian Hansen

En total nedlukning er ikke det bedste forsvar mod den coronavirus, der lige nu truer med at vælte sundhedsvæsnet i Danmark, med uoverskuelige menneskelige konsekvenser til følge.

Sådan lyder opråbet fra professor i epidemiologi ved Harvard Universitet Miguel Hernán i en række tweets delt søndag aften.

Dermed udfordrer han statsminister Mette Frederiksen og flere andre verdensledere, der lige nu med hastige skridt lukker lande ned og isolerer borgerne.

Professor: Sunde skal smittes
I stedet opfordrer Miguel Hernán til, at verdensledere laver differentierede nedlukninger i deres lande, så alle sunde og raske borgere under 50 kan fortsætte deres dagligdag.

Faktisk skal store forsamlinger, rejser, kys, kram og deslige tilskyndes.

‘Målet er at få så mange sunde børn og unge inficeret som muligt for at opbygge flokimmunitet. Husholdninger med ældre forbliver inden døre uden kontakt med venner og familie. Børn på disse steder kan flytte ind sammen med familiemedlemmer, så de ikke går glip af skolen,’ skriver Miguel Hernán.

Som flere og flere smittes og bliver raske, stiger den samlede immunitet i befolkningen. Derved er det professor Miguel Hernáns faglige overbevisning, at sandsynligheden for at ældre og svage smittes falder markant.

Mindsker presset på sundhedssektoren
Professor Miguel Hernáns teori bygger på de foreløbige erfaringer med COVID-19 der viser, at de fleste sunde og raske, der rammes af pandemien, ikke har behov for behandling på sygehusene.

Derved vil man ifølge professorens tese undgå et sammenbrud i sundhedsvæsnet, som er det skrækscenarie statsminister Mette Frederiksen og direktør i sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm for alt i verden vil undgå.

Som flere unge under 50 bliver smittet og efterfølgende raske, kan resten af de isolerede borgere begynde at bevæge sig ud.

Miguel Hernán ser en differentieret nedlukningsstrategi, som det mest effektive våben mod coronavirussen.

‘De samfundsmæssige og økonomiske omkostninger synes lavere end alternativer,’ lyder analysen.

Dansk ekspert fascineret
Tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen og speciallæge samfundsmedicin Else Smith synes, at professor Miguel Hernáns er fascinerende.

- Som tankeeksperiment kan det give god mening, at lade dem, der tåler det bedst, tage stødet og blive smittede.

Hun har siden 80'erne arbejdet med forebyggelse af spredning af smitsomme sygdomme og epidemihåndtering og i 2009 stod hun i spidsen for bekæmpelsen af H1N1 også kendt som svineinfluenzaen.

Men om teorien om flokimmunitet virker, når den testes i samfundet, er meget uvist.

- Jeg har aldrig set det testet i stor skala, så det er usikkert, om det kan virke i realiteten. Virker det ikke, giver det måske en større smittespredning. Det er et stort sats, at gå den vej, lyder det fra Else Smith.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra professor Miguel Hernán.

775 kommentarer
Vis kommentarer