Corona-restriktioner påvirker ikke kun danskerne i hverdagen, men også under særlige begivenheder.
Familiefaren Kristian Spodsberg er en af dem, der både har mærket de restriktioner, der rammer i sorgen og i glæden.
For en måned siden mistede Kristian Spodsberg fra Odense på tragisk vis sin 17-årige søn, der pludseligt døde af hjertestop.
- Det skete ud af det blå. Det var et kæmpe chok for os alle, fortæller Kristian Spodsberg.
Familiefaren forklarer, at der i forbindelse med begravelsen af 17-årige Malthe for to uger siden var mange corona-udfordringer, da flere hundrede mennesker gerne ville tage afsked.
- Vi skulle have haft en stor mindehøjtidelighed, men den blev aflyst to dage før på grund af corona. I stedet måtte vi afholde noget på kirkepladsen. Der var også begrænsninger i selve kirken, og det hele var så svært, fordi der var mange unge mennesker, der gerne ville tage afsked med vores søn, fortæller Kristian Spodsberg.
Skal sortere i gæsterne
Derfor havde familien glædet sig til, at der endelig skulle ske en glædelig begivenhed i form af den mellemste søn Noahs konfirmation på søndag. En konfirmation, der i forvejen er blevet udskudt på grund af corona.
Familien havde planlagt den helt store fest med 68 gæster, men fredag eftermiddag fik de ligesom mange andre danskere en nedslående besked om en ny corona-stramning.
Fra lørdag klokken 12 må der nu maksimalt være 50 personer forsamlet til private arrangementer på restauranter og hoteller, hvilket betyder, at familien skal sortere mere end en fjerdedel af deres gæster fra, hvis ikke festen skal aflyses helt.
Og det sætter et stort skår i glæden, fortæller Kristian Spodsberg.
- Vi skal sortere 18 gæster fra. Jeg forstår godt, at vi alle skal bidrage til at stoppe smittespredningen, og vi har også fulgt restriktionerne til punkt og prikke. Men jeg anfægter, at man laver så voldsomme tiltag med så kort varsel. Det virker totalt forhastet af politikerne, siger Kristian Spodsberg til Ekstra Bladet.
Hvad tænker politikerne på?
Han synes også, at det er synd for restauranten, og han har ikke noget overblik over, hvem der egentlig skal dække tabet for de 18 kuverter, der koster 800-900 kroner stykket.
- Helt ærligt, hvad tænker politikerne på? Jeg synes, at man som politiker er nødt til at være lidt mere velovervejet. Det her virker som panik i 11. time, mener han.
Kristian Spodsberg forklarer, at det er ubehageligt for konfirmanden, Noah, at skulle sortere i sine gæster på den måde.
- Det kommer jo til at påvirke festlige indslag og hele stemningen, at man skal til at sortere i gæsterne, og så endda med så kort varsel. Det er rigtig ubehageligt.
- Jeg forstår godt, at man skal handle, når tingene ændrer sig. Men det skal også gøres på den rigtige måde. Det går over gevind, siger Kristian Spodsberg.