Have-ekspert: Det skal du få gjort i haven nu

Det er nu, der skal rettes op på trætte græsplæner og plantes forårsblomster

Er plænen svedt af efter en rekordvarm sommer, er det nu, du skal trække i havetøjet og tage affære.

Det er nemlig nu, du sår frøene til en mørkegrøn græsplæne til næste år.

- Alt efter, hvor slemt ens græsplæne er tilredt, skal man finde ud af, om man skal plante græs på de bare pletter, eller man skal lægge en helt ny plæne. Og det er vigtigt, at man gør det nu i slutningen af august og september, da græs kræver godt med jordvarme for at spire, siger Jesper Carl Corfitzen, have-ekspert ved Bolius, Boligejernes Videnscenter.

Om du bør rive hele plænen op eller ej afhænger af, hvor meget af den, der er grøn.

Se også: Derfor er tørken godt nyt for haveejere

- Hvis kun 30-40 procent af græsplænen er grøn, bør man rive græsset af og plante en ny helt plæne. Når der er tørke som i år, bliver græsset simpelthen brændt af, og så vokser der ukrudtsgræs i stedet for. Det er mindre slidstærkt og som regel også lysere end det almindelige græs, siger Jesper Corfitzen.

Hiv det af
Er ens græsplæne ikke så slemt tilredt, at græsset bør hives helt af, skal man købe noget særligt græs kaldet reparationsgræs, der kan strøs ud, hvor græsplænen har pletter. Uanset, om man er ude i den helt store tur eller plet-reparationer, gælder det dog om at få gjort sit forarbejde ordentligt, hvis plænen skal være garanteret mørkegrøn til næste sommer, fortæller haveeksperten.

- Når man har hevet græsset af, uanset om det er pletter eller det hele, man ordner, skal man plane et par centimeter plæne-top-dress ud, som græsfrøet kan spire i.

Se også: Sådan overlever din have tørken

- Top-dress er en blanding af 50 procent sand og 50 procent kompost. Her kan man lave sin egen blanding og hente kompost gratis på genbrugspladsen, men man kan også købe top-dress i poser.

Skær ned på græsset
Ifølge Jesper Corfitzen bør man også overveje at erstatte noget af sin græsplæne med andre planter, der er mere modstandsdygtige over for tørke.

- Der er rigtig mange, der bruger en time om ugen på deres græsplæner, fordi de er så store. Jeg har dog valgt at reducere min græsplæne, for jeg vil hellere bruge tid under æbletræet, end at rende og slå græs. Derfor kan man plante noget, der hedder blomsterengsplanter i randzonerne af haven, og dermed reducere behovet for vedligeholdelse.

- Man kan købe frøblandinger med blomsterengsplanter, og de er mere modstandsdygtige mod tørke, ligesom de kun skal klippes en gang om året. Samtidig gør man også noget godt for insekterne ved at tilbyde langt mere nektar.

Se også: Dyrk højden i haven

Skru ned for gødningen
Når man så har plantet græsset, bør man dog holde proppen på gødnings-flasken - måske helt frem til foråret.

- Gøder man normalt sin græsplæne et par gange om året, er der rigeligt med næring i jorden, og så bør man først gøde til foråret, når det bliver lunt, og man kan se, at græsset begynder at spire. Gøder man aldrig, bør man til gengæld give plænen lidt gødning, når græsset har spiret et par centimeter, siger Jesper Corfitzen.

Drømmer du om en blomstrende løgplæne, påskeliljer eller tulipaner, er det også her i sensommeren, du skal få plantet dem, fortæller han.

70 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere