I løbet af få minutter bliver dine fingre fedtede.
Du kan mærke, det kradser i halsen ved hver eneste vejrtrækning.
Og når du åbner øjnene, kan du se et tykt, olieholdigt støvlag på biler, hustage, havemøbler og vindueskarme.
Vi er på Stationsvænget i Frederikssund, og her er en hel vej i oprør over kommunen og BaneDanmarks samarbejde, der har smadret sommeren for et helt fællesskab.
- Det er til at leve med, at man bliver vækket fire gange om natten af støj fra arbejdet, da man ved, at det er en kortere periode. Men man kan ikke leve med, at ens bopæl bliver dækket i støv.
- Vores tre måneder gamle søn kan ikke engang være udenfor, siger Tonny Jensen, der bor klos op ad et bjerg af jernebaneskærver.
Brutale maskiner
Synderen er en enorm maskine, en såkaldt ballastrenser, der brager afsted med larm og støv hver eneste dag og nat, når den transporterer skærver til pladsen ved Stationsvænget.
Skærver er de sten, som jernbaneskinnerne ligger på.
Brugte jernbaneskærver indeholder ifølge Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside ofte tungmetaller, olie, pesticidrester og andre kræftfremkaldende stoffer fra årtiers togtrafik.
- Er støven sundhedsfarlig? Vi kan jo ikke leve med, hvis det er sundhedsfarligt. Alt det her støv bliver hængende, når de er væk, siger Tonny Jensen.
Hos BaneDanmark forsikrer man, at støvet fra skærverne ikke er farligt, selvom beboerne tydeligt mærker til generne.
- Det er ganske almindeligt stenmateriale. Der er ikke nogen særlig forurening på de skærver, vi håndterer.
- Støvet er derfor ikke farligt indånde, da det er almindeligt støv fra sten og grus, siger områdechef Annette Bech.
Støver overalt
Fjerner beboerne den klistrede støv om dagen, kan de være sikre på, at det er tilbage dagen efter.
De kan sågar ikke engang åbne vinduerne for at få den friske og lune sommerluft ind i huset. Gør de det, kan de være sikre på, at støvet stille og roligt vil sive med indenfor, forklarer de.
Ifølge BaneDanmark skulle arbejdet med ballastrenseren være færdigt snart. Men når det er slut skal det kolossale bjerg af skærver sorteres i et anlæg, der kommer til at køre i døgndrift. Skærverne skal nemlig have en bestemt størrelse, hvis de skal kunne genanvendes.
- Når ballastrensningen er færdig, kan det være svært at vurdere om det fremadrettede arbejde kommer til at støve mere eller mindre. Mest sandsynligt vil det støve mindre, siger områdechefen.
Ingen kompensation
Når arbejdet en dag i fremtiden er slut, kan borgerne selv se frem til at gøre alt rent, selvom det ikke er dem, der har lavet svineriet.
- Vi har ikke mulighed for at betale for rengøring af et tag. Det eneste, vi kan gøre, er at forsøge at minimere generne ved vores arbejde, siger Annette Bech fra BaneDanmark.
BaneDanmark forsøger at minimere generne ved at vande området tre gange om dagen. En vanding, der tydeligvis ikke ikke hjælper synderligt.
- Løbende vil vi vurdere omfanget af den vanding, der skal foregå, siger områdechefen, der ikke selv har været på pladsen for at se, hvor slemt det står til.
Hvis alt går efter planen, skulle alt arbejdet med jernbanerenovationen være færdigt den 27. august 2018.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.