Helle Thornings mand irettesat af politiet

Stephen Kinnock besøgte sammen med Helle sin gamle far og lagde foto op på Twitter - det kunne politiet ikke lide

Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, er blevet irettesat af politiet i det sydlige Wales. Arkivfoto: Jonas Olufson
Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, er blevet irettesat af politiet i det sydlige Wales. Arkivfoto: Jonas Olufson

Stephen Kinnock - gift med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt - har fået en regulær skideballe af politiet i South Wales.

Politiet er utilfreds med, at Stephen og Helle lørdag troppede op hos Kinnocks far for at ønske ham tillykke med fødselsdagen.

Efterfølgende lagde Stephen Kinnock et foto af det lille træf ud på de sociale medier.

'Far fyldte 78 år i dag. Utroligt, men sandt,' skrev Stephen i sin hilsen.

Britisk politi har i den senere tid jagtet borgere, som ikke holder sig hjemme af hensyn til smittefaren ved coronaen. Så betjentene fra South Wales Police skrev tilbage på Twitter:

'Det er meget sødt at ville fejre sin fars fødselsdag, men det har ikke været absolut nødvendigt at aflægge et besøg. Vi vil stærkt opfordre dig til at overholde de restriktioner, som er besluttet af regeringen,' hedder det blandt andet i opsangen.

Holdt sig ude
Det har dog ikke fået Stephen Kinnock til at indrømme nogen fejl.

Han har besvaret politiets skideballe således: 'Det er min opfattelse, at turen var vigtig, da jeg skulle aflevere nogle nødvendige varer til dem. Jeg blev der længe nok til, at jeg kunne synge 'Happy Birthday' for ham - og så var jeg smuttet igen.'

Helle og Stephen havde taget et par havestole med og holdt efter eget udsagn behørig afstand under den lille komsammen, som fandt sted udendørs.