Hellere bare piger end pels

Flere stolte dyre-ejere faldt for Ekstra Bladets aprilsnar, men flertallet ville have de tobenede tilbage

Side 9-pigen er tilbage i Ekstra Bladet. Det var bare en aprilsnar, at den ikoniske plads fremover skulle prydes af danskernes kæledyr. Foto: Anthon Unger
Side 9-pigen er tilbage i Ekstra Bladet. Det var bare en aprilsnar, at den ikoniske plads fremover skulle prydes af danskernes kæledyr. Foto: Anthon Unger

Hun kommer tilbage, hun kommer tilbage!

Bare rolig, selv om humøret havnede i kulkælderen hos mange Side 9-fans onsdag morgen, så er der ikke så meget at være bange for.

Hvad skal jeg tro på, tænkte flere ellers og skrev ind til Ekstra Bladet: Sig mig, vil I virkelig udskifte dagens afklædte højdepunkt med kæledyr?

En afstemning på ekstrabladet.dk viste, at 57 procent foretrak piger fremfor pels og fortvivl ikke. Det var en aprilsnar, så der vil fortsat være masser af piger badet i blitz i hdtv-kvalitet på Side 9.

Ekstra Bladets aprilsnar i år. Kæledyr i stedet for piger på Side 9.
Ekstra Bladets aprilsnar i år. Kæledyr i stedet for piger på Side 9.
 
– Jeg skal nok vente med at tage sådan en beslutning. Jeg prøvede for flere år siden at komme af med Side 9, men den fejl begår jeg ikke to gange. Vi er stolte af Side 9-pigen, og hun bliver ikke hjemløs, fastslår chefredaktør Poul Madsen, inden han begiver sig ud i kørebanen efter en arbejdsdag, hvor mange andre medier holdt sig fra den traditionsrige spøg:

– Jeg synes, at det er vigtigt med et lille smil, så derfor holdt vi fast.

Men vi ved, hvor det gør ondt i dag. Nemlig i stoltheden hos de, der faldt for aprilsnarren og fulgte opfordringen med at sende billeder ind af deres kæledyr.

Så for at bringe smilet tilbage hos alle, bringer vi herunder et lille galleri af de indsendte dyr, men pigen kommer de firbenede venner altså ikke til at vippe af pinden.

Hun - uden d - er tilbage torsdag på den ikoniske plads - Side 9 i Ekstra Bladet.

Blitz, baby - du er på. Clifford er en Black & Tan dværgpuddel, der stammer fra Rusland. Nu render den fire-årige krøltop rundt på Falster og drømmer om Side 9. Foto: Privat
Blitz, baby - du er på. Clifford er en Black & Tan dværgpuddel, der stammer fra Rusland. Nu render den fire-årige krøltop rundt på Falster og drømmer om Side 9. Foto: Privat

Appelsiiin. Fem-årige My forstår at smile til kameraet og slår til daglig sine folder i Solrød Strand. Foto: Privat
Appelsiiin. Fem-årige My forstår at smile til kameraet og slår til daglig sine folder i Solrød Strand. Foto: Privat
 
Gravhunden Coco er Amagers hunde-svar på David Bowie med sine forskelligt farvede øjne. Den stolte ejer skriver, at hun - altså hunden - er på vej mod de tre år og elsker børn. Foto: Privat
Gravhunden Coco er Amagers hunde-svar på David Bowie med sine forskelligt farvede øjne. Den stolte ejer skriver, at hun - altså hunden - er på vej mod de tre år og elsker børn. Foto: Privat

Junglens hersker. Troja er tydeligvis god til posere, men udover dagens undtagelse, bliver det ikke til en Side 9-fremtid for schæferen, der elsker at træne spor- og feltsøg i nordsjællandske Gribskov. Foto: Privat

Det var mest hundeejere, der faldt for aprilsnarren, men Foxys ejer fra Svendborg syntes også, at den 15-årige kat skulle have chancen for en modelkarriere, så her er han. Foto: Privat
Det var mest hundeejere, der faldt for aprilsnarren, men Foxys ejer fra Svendborg syntes også, at den 15-årige kat skulle have chancen for en modelkarriere, så her er han. Foto: Privat

OVERBLIK: Side 9-pigen er en hund - her er dagens aprilsnarre

Den første dag i april er lig med aprilsnar.

Selv om flere medier har valgt at droppe traditionen, er der stadig masser af skæve historier, der forsøger at snyde læserne.

Her er et udsnit af dagens aprilsnarre:

* I Ekstra Bladet på side ni er den halvnøgne pige udskiftet med 'Dagens Dyr' - i dagens tilfælde hunden Fooly på ti uger fra Kikhavn, som 'vover pelsen'.

* Hos Information kan man læse, at metroen i København nu er blevet ramt af klimaforandringerne. Efter kraftig regn gennem vinteren er flere linjer midlertidigt lukket for at blive stabiliseret, så man undgår sammenstyrtninger.

Den ustabile undergrund har allerede ramt Hotel D'Angleterre, hvor der er kommet revner i hotellets eksklusive swimmingpool i kælderen. Nu overvejes et sagsanlæg.

* Hos Avisen.dk er nyheden, at regeringen har forbudt aprilsnarre i lyset af coronaudbruddet.

- Vi lever i en svær tid, som bestemt ikke opfordrer til misinformation og unødig forvirring. Derfor har regeringen taget det svære, men desværre uundgåelige skridt at forbyde alle aprilsnarre i danske medier, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

* Fængselsforbundet har en nyhed om, at Vridsløselille Fængsel i Albertslund skal genåbnes. Det skal huse personer, der har begået coronakriminalitet.

Den første fange er 63-årige Erna Nielsen fra Hadsund, der har fået halvandet års fængsel for at stjæle 150 milliliter håndsprit på Randers Sygehus.

* På Bornholm har den lokale afdeling af DBU besluttet at indføre en række nye regler til forårssæsonen i fodbold, da mange forventes at være berøringsangste, når landet igen åbner efter coronaudbruddet.

Blandt andet skal spillerne nu i bad inden kampstart, de skal bære handsker, jubel er forbudt, indkast er afløst af indspark, hjørnespark er afskaffet, og halvlege er fortid.

Desuden må dommeren under kampen kun bevæge sig i et afgrænset område på to x to meter, og der må ikke længere sælges pølser til tilskuerne.

* Folkebevægelsen mod EU er på banen med et budskab om, at Danmark skal beholde sommertiden, når den som forventet på et tidspunkt bliver afskaffet i EU.

På den måde vil Danmark være en time foran og vil derfor ikke behøve at indføre EU's regler og direktiver.

Partiet erkender dog, at det kun vil være gældende i sommerhalvåret. Derfor vil man fortsat arbejde på at få Danmark ud af EU.

* Foreningen Mensa, der er for folk med høj intelligens, har en god nyhed til landets børnefamilier.

I december var der flere historier om vrede forældre og triste børn, der forgæves var mødt op hos den lokale Ford-forhandler for at få udleveret huer kendt fra TV2-julekalenderen 'Tinka og Kongespillet'.

Men Mensa kan ved hjælp af en nyopfundet molekyleteknonologi omdanne toiletpapir til Tinka-huer, og dermed vil der ikke længere være mangel.