Helt elektrisk

- En Kattegatbro bliver en fordel for alle, og jo før, den kommer, jo bedre, siger el-installatør Jens Wolff, der som en af få på Samsø gerne ser en Kattegatforbindelse

Jens Wolff er ikke i tvivl om, at en Kattegatbro vil have mange fordele for både de fastboende og turisterne på Samsø. - Vi kan lige så godt indse, at broen kommer på et tidspunkt, og så er det bedre at være med til at præge beslutningerne, end at protestere, siger den selvstændige el-installatør fra hovedbyen Tranebjerg. Foto Ernst Van Norde
Jens Wolff er ikke i tvivl om, at en Kattegatbro vil have mange fordele for både de fastboende og turisterne på Samsø. - Vi kan lige så godt indse, at broen kommer på et tidspunkt, og så er det bedre at være med til at præge beslutningerne, end at protestere, siger den selvstændige el-installatør fra hovedbyen Tranebjerg. Foto Ernst Van Norde

Så lykkedes det at finde en Samsø-borger, der gerne vil stå frem som tilhænger af en mulig kommende Kattegatforbindelse.

Jens Wolff har boet hele sit 48 år lange liv på Samsø, og han har med sine fem børn og sit el-installationsfirma med i alt syv ansatte et solidt erfaringsgrundlag, når han skal forholde sig til en mulig Kattegatbro, som han hilser mere end velkommen.

- Prøv at køre en tur rundt på øen en november-morgen. Så vil I opdage, at øen ligger i vinterdvale og i den grad savner liv og dynamik. Det vil den få med en Kattegatbro.

- Jeg er også overbevist om, at antallet af fastboende (3657) hurtigt vil blive fordoblet samtidig med, at vilkårene for de producerende og for serviceerhvervene bliver markant bedre, lyder det med fast overbevisning i stemmen, da Ekstra Bladet besøger el-installatøren i en forlænget formiddagspause i hans firma-domicil i øens hovedby Tranebjerg.

Som den ene af Samsøs to selvstændig erhvervsdrivende el-installatører ved Jens Wolff udmærket, at han formentlig har flere modstandere end tilhængere til sin klare holdning til en kommende Kattegatbro, men han vil med sine egne ord 'ikke bruge sit liv på at være negativ over noget, som han alligevel ikke har indflydelse på'.

- Vi kan ikke stoppe udviklingen her og i resten af Danmark. Se på aktivisterne i træerne vest for Aarhus i årene, inden motorvejen igennem Silkeborg blev en realitet. Nu, hvor den står flot og færdig, og hvor alle kan se de mange fordele, den har ført med sig, tror jeg ikke, der er særlig mange modstandere tilbage, påpeger Jens Wolff.

Færger forurener også
Han mener ikke, at en dyr, miljøforurenende bro vil få Samsøs grønne, co2-bevidste profil til at krakelere.

- Det ene udelukker ikke det andet. Hvor meget støjer og forurener biler og andre køretøjer om 15-20 år, når broen måske står færdig, spørger han og giver selv svaret:

- Til den tid står vi i en helt anden virkelighed med el-biler og mere co2-venlige trafikformer i det hele taget. Det bør modstanderne sætte op imod, hvor begrænsende, omstændeligt og ressourcekrævende det er at bo på en ø omkranset af vand. Der er også miljøbelastning fra færger med ofte ganske få passagerer.

- Men en bro kunne bilister komme til øen og tanke deres el-biler med energi fra vores vindmøller og den kommende solcellepark.

Jens Wolff frygter, at Samsø ikke vil være en selvstændig kommune om få år, hvis der ikke snart sker en positiv udvikling.

- Det er meget fint, at modstandere vil bevare det unikke og øens grønne profil, men det mister vi heller ikke. Til gengæld får vi fastboere et liv, hvor vi ikke adskilles fra vores børn, når de for langt de flestes vedkommende flytter til fastlandet, når de skal uddanne sig, og siden bliver der.

- Med en bro får vi også mere tryghed og fleksibilitet over for alvorligt syge og folk med behov for behandling hos en speciallæge. Som det er nu, skal du ikke blive alvorligt syg på en tåget dag, for så fly ver ambulance-helikopteren ikke.

Båndene til børnene
Jens Wolff har været selvstændig i 20 år og ærgrer sig til stadighed over, at han har vanskeligt ved at rekruttere arbejdskraft.

- Oven i kommer, at der er for få arbejdspladser for kvinder. Det er et dobbelt problem, fordi mændene så ikke bliver her på længere sigt, når deres hustru i mange tilfælde ikke kan få det job, de gerne vil, siger Jens Wolff.

- Tænker du ikke bare på dine egne økonomiske muligheder, når du går ind for en bro?

- Tværtimod, med en bro vil konkurrencen fra flere el-installatører følge med.

- Samsø mister ikke sin identitet på grund af en vej. Derimod får vi en længere sæson og bedre muligheder for vækst og udvikling, når det bliver langt nemmere at komme til og fra øen, fastholder samsingen, der savner at kunne gå ud at spise i novembermørket og at kunne bevare en bedre kontakt til sine børn.

- Mange ældre får desværre kun sjældent besøg af deres børn, fordi der er så lang rejsetid. For nylig ville to af mine børn gerne køres i lufthavnen, så de kunne besøge deres storesøster i London. Det tager altså en hel dag for en samsing, nævner Jens Wolff et af flere eksempler på, at båndene til børnene ikke er så nemme at bevare på Samsø som på fastlandet.

Fakta om Kattegatforbindelsen

Netop nu er Vejdirektoratet ved at bruge de 60 millioner finanslov-kroner, som er afsat til at gennemgå projektet. Når regnestykket er færdigt næste år, er det op til Folketinget at beslutte, om der skal gives grønt lys til 15 års bro- og vejbyggeri lige midt i riget.

Regningen for historiens dyreste byggeprojekt på dansk jord anslås som minimum til ca. 130 mia. kroner for en kombineret vej- og togforbindelse fra Sjælland til syd for Aarhus.

Bliver det tommel op, kan man om 15 år køre i bil fra København til Aarhus på to en halv time.

Modstanden mod projektet er særlig stor på Røsnæs og på Samsø.

I 11. time er der dukket et alternativt forslag op. En knap 40 km lang bro i ét stykke, som skal gå længere mod nord tværs over Kattegat mellem Sjællands Odde og Djursland.

Dén model har transportminister Benny Engelbrecht (S) for nylig særskilt forlangt at få inddraget i regnestykket, hvis facit ventes med spænding på både Samsø og Røsnæs.

Ekstra Bladet på Samsø

 

Ekstra Bladet har journalister og fotografer over hele landet, men ikke i enhver by.

Derfor måtte vi indrette en midlertidig redaktion i Tranebjerg, da vi denne uge rykkede til Samsø for at sætte fokus på en mulig Kattegatforbindelse, som vækker stærke følelser på øen.

– Ekstra Bladet tager alle danskeres problemer alvorligt, og derfor rykkede vi til Samsø, siger chefredaktør Poul Madsen, der onsdag selv kom til øen for at møde de lokale og høre om deres syn på den måske kommende motorvej, der skal forbinde broer til Jylland til Sjælland. Et projekt til omkring 130 milliarder.

Poul Madsen har denne opfordring:

– Skriv til os på 1224@eb.dk, hvis du har brug for, at vi også kigger forbi din by eller undersøger din historie.

9 kommentarer
Vis kommentarer