Så er det slut!
Alle der fik forårs-fornemmelser og varme i kroppen efter søndagens skønne vejr, kan godt lukke ned igen. Nu står den ifølge DMIs meteorolog Mette Wagner på nærmest efterårs-lignende tilstande i de kommende dage.
Solen bliver afløst af kraftig blæst og regn-byger. Sågar en gang hagl kan vi få i nakken.
- Natten til mandag har der faktisk været tordenvejr og en del regn i Nordjylland. Tordenvejret er nu på vej til Sverige. Herhjemme bliver vi ramt af en koldfront, der vil give skyer og en del regn, siger Mette Wagner.
Masser af regn onsdag
Det bliver således ikke meget, som vi kommer til at se til solen i de kommende dage på grund af skydannelsen over landet.
- Mandag bliver det blæsende fra vest og blæsevejret bliver kraftigere i løbet af dagen. Natten til tirsdag er der risiko for stormende kuling i vindstødende. Og så kan der komme lidt regn, lyder det fra Mette Wagner.
Tirsdag bliver ifølge DMI rigtigt bygevejr og onsdag er det mest skyet og det vil regne en del.
- Onsdag er nok den dag, hvor vi kan forvente mest regn og måske også nogle haglbyger. Også onsdag bliver det blæsende og Skærtorsdag, hvor ferien begynder for mange, er der også udsigt til ustabilt vejr med byger og blæst, siger meteorologen.
Temperaturerne vil i de kommende dage ligge på 7-10 grader i dagtimerne.
Mette Wagner har tidligere advaret mod at bruge billige paraplyer i de kommende dage. Det kan ikke betale sig og er spild af penge. De vil nemlig blæse i stykker, lyder det fra DMI.