På restauranten Charlotte's Legendary Lobster Pound i den amerikanske stat Maine serverer de hummer, som enten er dampet eller kogt.
Og nu kan du også få dem, mens de er påvirket af stoffer.
Det skriver det lokale medie Mount Desert Islander samt flere internationale medier som Independent og Business Insider.
Charlotte Gill åbnede restauranten for syv år siden, og nu er hun begyndt at eksperimentere med at ryge sine hummere skæve, inden de bliver tilberedt.
- Jeg har så ondt af hummerne, når de kommer her og ikke har nogen udvej, siger hun til Mount Desert Islander.
- Det her er et unikt sted, og man får lov til at gøre en unik ting på bekostning af det her lille væsen. Jeg har virkelig prøvet at finde ud af, hvordan man kan gøre det bedre.
Amerikanske hummerfiskere hårdt ramt af Kinas straftold
På menukortet
Hummeren med navnet Roscoe var den første til at blive røget skæv.
Den blev placeret i en kasse med få centimeter vand i, hvorefter røgen fra hash blev blæst ind i kassen. Charlotte Gill har nemlig også licens til at sælge medicinsk cannabis i staten Maine.
Gill hævder, at Roscoe var langt mere rolig og mindre aggressiv efter hash-behandlingen, som varede tre uger. Roscoe prøvede end ikke at angribe de andre hummere i akvariet, selvom den ikke havde elastikker om kløerne.
Efter eksperimentet blev Roscoe sat ud i det fri som en 'tak for hjælpen.'
Gill har nu planer om at føre det på menukortet, at man kan få sin hummer bedøvet med hash, inden den bliver dræbt. Men kun hvis kunden ønsker det.
Smagen skulle ifølge Charlotte Gill ikke ændre sig. Derudover forsikrer hun kunderne om, at alle rester af hash i hummeren forsvinder, når den bliver tilberedt, så man skal ikke frygte at blive testet positiv for cannabis.