Helvede for bilisterne: Nu ændres forhadt p-hus

Det omstridte p-hus på Sortebrødre Plads skal efter massiv kritik opdateres på en række områder

Det smalle p-hus i Roskilde er et helvede for bilister. (Foto/redigering: Tariq Mikkel Khan/Martin Ekelund)

I går kunne Ekstra Bladet bringe historien om det stærkt kritiserede parkeringshus 'De Hængende Haver' i Roskilde. Beskeden fra ejendomschef i Roskilde Kommune, Henrik Olsen, lød på dog, at parkeringshuset ikke fejlede noget, og at det ikke ville blive opdateret.

Derfor var det en anelse overraskende, da Roskilde Kommune i går udsendte en pressemeddelse, om at parkeringshuset nu skulle gennemgå en række forandringer.

Kritikken fra parkeringshusets brugere lød blandt andet på, at der manglede skiltning, og at gangene var for smalle, til at bilerne kunne navigere rundt. Og det er netop disse problemer, som de nye ændringer skal tage hånd om.

Serdan Isik måtte bakke to gange med bilen, før han kunne køre op på første dæk i parkeringshuset. Foto: Tariq Mikkel Khan
Serdan Isik måtte bakke to gange med bilen, før han kunne køre op på første dæk i parkeringshuset. Foto: Tariq Mikkel Khan

- Vi er i gang med at få sat bedre skiltning op omkring eksempelvis udkørsel, elevator, trapper. Indkørselsforholdene til ramperne mellem etagerne vil få optegnet optimale svingbaner, så det bliver mere intuitivt at svinge ind på ramperne i den rette vinkel, lyder det fra Tomas Breddam formand for Plan- og Teknikudvalget i Roskilde.

- Desuden monteres tydelige kantbeskyttere på hjørnerne af betonvæggene ved indkørselsramperne. Endeligt flyttes autoværnet lidt længere ind i p-huset ved indkørslen i gadeplan, så bilisterne får bedre plads til at udnytte svingbanens fulde bredde, siger han.

Normal byggeprocedure
Ejendomschef i Roskilde Kommune, Henrik Olsen, ser dog ikke noget underligt i, at kommunen vælger at handle nu.

- Alle byggerier har en periode i begyndelsen, hvor man ser nogle udfordringer og nogle ting, som ikke er bygget optimalt. Og det retter man så småt til, når man går i drift.

Alligevel afviser han ikke, at Ekstra Bladets dækning har spillet en rolle.

- Vi var allerede i gang med at se på borgernes henvendelser i et stykke tid, men I har selvfølgelig spillet en rolle. Det er også en del af det, siger han til Ekstra Bladet.

De Hængende Haver vil være opdateret med de nye initiativer tidligst 1. oktober, men det forventes ikke, at parkeringshuset vil lukkes ned i mellemtiden.

Det er første gang, 28-årige Signe Hajs parkerer sin bil i parkeringshuset. Hun er dog ikke skræmt helt væk, og regner med at bruge parkeringshuset fremover. Foto: Tariq Mikkel Khan
Det er første gang, 28-årige Signe Hajs parkerer sin bil i parkeringshuset. Hun er dog ikke skræmt helt væk, og regner med at bruge parkeringshuset fremover. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

45 kommentarer
Vis kommentarer