Hemmelige mails: Ny fokus på Brittas døtre

Brittas døtre gik i bankboks samme dag, Britta modtog logfil

Flere interessante detaljer kom frem på retsdag otte i Britta NIelsens retsdag. Jonas Skov forklarer her, hvad der er sket, og hvad vi kan forvente fremadrettet. Video: Tariq Mikkel Khan

Britta Nielsens to døtre, Samina, 32, og Jamilla Hayat, 35 gik i en bankboks, der kan have indeholdt godt tre mio. kr., få timer efter at Britta modtog en belastende mail.

Det viser hidtil hemmeligholdte mails i sagen, der har indgået i en rapport fra revisionsselskabet PwC.

I forbindelse med PwC gennemgang af sagen har man via Statens IT fået genskabt slettede e-maildata. I alt er der blevet processeret 7 GB data, bestående af 40.756 objekter, herunder e-mails og vedhæftninger.

Her kan du følge dagens retsmøde i svindelsagen live.

En af de mails er fra mandag den 24. september 2018 klokken 08.30. Her modtager Britta en besked fra en kollega, der vedhæfter en logfil - det vil sige alle aktiviteter, herunder hvem der har været logget ind på sag - som Britta har haft efterspurgt.

Kollegaen skriver også, at det drejer sig om en sag, hvor pengene er udbetalt til en forkert konto, hvilket har været kendetegnet for hovedparten af Brittas svindel.

Det er dagen før, Britta Nielsen bliver politianmeldt og bortvist. Men kollegaen forsyner sin mail med en glad smiley.

Tydeligvis helt uvidende om at en Danmarkshistoriens største svindelsager snart vælter ned over deres fælles arbejdsplads.

Mailen indeholder også en oversigt over projekter, hvor sagsbehandlere har ændret et kontonummer i forbindelse med udbetaling til et projekt, som man kan se på et uddrag herunder. Det er et fældende bevis mod Britta. Det afslører, at hun har været sagsbehandler på de projekter, som Styrelsen har fundet uregelmæssigheder ved. Britta befinder sig på det her tidspunkt allerede i Sydafrika - og ved godt nu, at løbet er kørt.

Få timer senere samme mandag d. 24 oktober, dukker Britta Nielsens døtre Samina og Jamilla op ved Nordea i Hvidovre.

Her går de ned i kælderen under banken klokken 11.29. I banken har både Britta Nielsen og hendes ældste datter hver en bankboks.

Samina (tv.) og Jamilla Hayat gik i moderens bankboks. Foto: Discovery Networks Danmark 112 - 12. nov. 2019 - kl. 11:21 Nye oplysninger om døtrene: Var i Brittas bankboks under flugten

Videoovervågningen afslører, at de to døtre går ned til boksene i kælderen med to større tasker.

Fem minutter senere forlader de to kvinder banken med taskerne.

Kort før anklageren fremviste overvågningsbillederne - som afslører døtrenes besøg i bankboksen - blev der i retten fremlagt et regneark fra en konfiskeret usb-nøgle. Regnearket viste, at Britta Nielsen på et tidspunkt - tilsyneladende i 2014 - havde 2,9 mio. kr. liggende i en bankboks.

Britta Nielsen har tidligere forklaret, at døtrene var i hendes bankboks, fordi de skulle hente den ældste datters smykker. De smykker skulle ifølge Britta Nielsen ligge i hendes bankboks.

Hvorfor smykkerne ikke lå i datterens egen bankboks er uvist.

Da politiet senere ransager bankboksene, er de tomme.

Britta Nielsen har hidtil nægtet at svare på spørgsmål om sine børn. Det er fortsat uvist, hvornår Samina og Jamilla skal for retten. De er begge er sigtet for groft hæleri. De har hidtil nægtet sig skyldige.

Britta Nielsens døtre, Samina (tv.) og Jamilla Hayat (th.), vælger nu at stå frem eksklusivt på Kanal 5 i aften.  Fotokredit: Discovery Networks Danmark 112 - 14. nov. 2018 - kl. 13:23 Brittas døtre står frem: Kan godt forstå det virker ekstremt

 

1. Johannesburg 23. september

Lørdag 22. september kl. 22.40 letter Britta Nielsen fra lufthavnen i Zürich med fly nummer LX288 med kurs mod Johannesburg i Sydafrika. 23. september klokken 9.48 lander hun i Johannesburg. Herefter tjekker Britta ind på fly BP212 med kurs mod turistbyen Maun i nabolandet Botswana, men hun går aldrig ombord. Måske for at vildlede myndighederne. I stedet tager hun ifølge Interpol et indenrigsfly videre til King Shaka-lufthavnen i Durban samme dag. I lufthavnen bliver hun hentet af sønnen, Jimmy, der samme dag ifølge kreditkortudskrifter betaler for parkeringsafgifter.

På kortet herover kan du se Brittas flugtrute, der var på flere tusinde kilometer.

Grafik: Michael Foshammer

 

2. Durban 23. september til 1. oktober

Britta og Jimmy kører små 20 kilometer til hans lejlighedskompleks The Madison i den mondæne bydel Umhlanga i hans sølvfarvede Landrover Discovery 4, V8. De følgende dage shopper mor og søn igennem i shoppingcenteret Gateway, hvor de blandt andet handler i en Crocs-skobutik, køber kaffemaskiner i Nespresso for 4500 kr., er i iStore og diverse madbutikker.

Hjemme i Danmark bliver Britta politianmeldt, og 29. september forsøger politiet forgæves at anholde hende i hendes hus i Hvidovre. Dagen efter bliver hun efter et hemmeligt retsmøde i Odense efterlyst – og 1. oktober bliver sagen givet videre til Bagmandspolitiet (SØIK).

Foto: Torbjörn Selander

 

3. Southbroom 1. oktober til 4. oktober

1. oktober fylder Britta og Jimmy tanken op på bilen og kører 165 kilometer ned ad kysten til byen Southbroom. I Southbroom bor de ifølge Interpol hos det danske par Mette Valentin og Jacob Lyth. I de følgende dage bruges kreditkortet på blandt andet restauranten Riptide og den lokale golfklub.

3. oktober køber Jimmy og Britta en hvid villa, der ligger klos op ad golfbanen, for 2.075.000 rand, som svarer til 949.000 danske kroner.

Foto: Torbjörn Selander

4. Umhlanga 4. oktober til 19. oktober

4. oktober fylder Jimmy og Britta igen tanken på bilen og kører tilbage til lejligheden i Umhlanga. Mor og søn begynder nu at vende lidt tilbage til en hverdag. Jimmy, der går på en lokal kokkeskole, deltager tilmed i flere kokkekonkurrencer på tv – blandt andet 6. oktober. Hjemme i Danmark afslører daværende socialminister Mai Mercado 9. oktober, at Socialstyrelsen er blevet svindlet. 10. oktober bliver der udstedt en international arrestordre på Britta Nielsen.

Om formiddagen 19. oktober ved titiden brænder jorden for alvor under mor og søn. Interpol-officer Willem Jacobus van der Heever og en dansk betjent opsøger The Madison for at anholde Britta, men fem-ti minutter forinden er Jimmy og Britta flygtet væk gennem parkeringskælderen.

Foto: Privatfoto, Torbjörn Selander

 

5. Johannesburg 19. oktober

Ifølge Interpol og en registrering hos de sydafrikanske vejmyndigheder (Sanral) kører Jimmy og Britta først ned til Southbroom og herefter knap 700 km mod Johannesburg, hvor de skifter bil og herefter sætter kursen mod Beaufort West 1000 kilometer væk. Interpol kører senere også til Southbroom, men der er Britta og Jimmy væk.

Foto: Torbjörn Selander

 

6. Beaufort West 20. oktober til 22. oktober

20. oktober om eftermiddagen ankommer Britta og Jimmy til det treværelses feriehus Blue Gum Cottage. Kreditkortoplysninger viser, at de forinden har booket opholdet via nettet. Mor og søn bor på stedet i to dage, før turen går videre.

Interpol har også fået færden af dem, men da Interpol-officer Willem Jacobus van der Heever kommer, er Britta og Jimmy over alle bjerge. Ifølge Interpol er Jimmy taget til Johannesburg, hvor han skal skaffe kontanter med hjælp fra den danske forretningsmand Gunther Skarin. Britta er ifølge Interpol taget videre ud i det golde landskab og mod provinsen Eastern Cap og området omkring byen Graaff Reinet et par hundrede kilometer væk.

Foto: Torbjörn Selander

 

 

7. Graaff Reinet 22. oktober til 4. november

I området omkring Graaff Reinet lejer Britta sig ifølge Interpol ind på en farm, hvor hun gemmer sig. 30. oktober bliver Jimmy Hayat anholdt i lufthavnen i Johannesburg af Interpol, der har udstedt en arrestordre på ham samme dag. Jimmy forklarer selv, at han skal til Mozambique og tilbage igen, fordi han skal have fornyet sit visum til Sydafrika. Han har dog kun en enkeltbillet, og Interpols teori er, at han skal afsted for at arrangere, at Britta kan blive smuglet over grænsen til Mozambique og gemme sig der.

Foto: Torbjörn Selander

8. Johannesburg/Sandton 4. til 5. november

Søndag 4. november ankommer Britta Nielsen til området Sandton og hotelkomplekset Weom i Johannesburg, hvor hun er blevet kørt op fra Graaff Reinet, der ligger over 800 kilometer derfra. Her har danskeren Gunther Skarin ifølge hotelpersonalet forinden booket værelse nummer 207 – i sit eget navn – til Britta Nielsen.

Om morgenen 5. november banker det på værelsesdør nummer 207. Udenfor står Willem Jacobus van der Heever sammen med et par lokale politifolk og betjente fra danske SØIK. Brittas første reaktion er: ’You guys caught me.’ En af de mest omtalte menneskejagter i nyere tid er slut. Britta bliver uden det store postyr anholdt.

Foto: Torbjörn Selander

325 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere