'Hemmelige' Michelin-stjerner: Her er de forgyldte danske attraktioner

De fleste forbinder nok Michelin-guiden med gastronomi, men de famøse stjerner uddeles også til seværdigheder. Ekstra Bladet har samlet de danske Michelin-attraktioner her

Moesgaard Museum har netop modtaget den tredje stjerne i den grønne Michelinguide for seværdigheder. Foto: Gregers Tycho/POLFOTO
Moesgaard Museum har netop modtaget den tredje stjerne i den grønne Michelinguide for seværdigheder. Foto: Gregers Tycho/POLFOTO

Mange kender sikkert Michelin-guiden for årligt at krydre verdens restauranter med deres famøse stjerner. Og måske forbinder du de eftertragtede stjerner med restauranter som Noma og Geranium, der for alvor har været med til at sætte det nordiske køkken på verdenskortet.

Men det er nok de færreste, der er klar over, at den franske, røde restaurantguide har en grøn lillesøster, som belønner de bedste seværdigheder.

Ligesom med den gastronomiske guide betyder én stjerne, at seværdigheden er værd at opleve, to stjerner betyder, at seværdigheden er en omvej værd, og tre stjerner indikerer, at seværdigheden er værd at rejse efter.

Artiklen fortsætter nedenfor...

Michelin-guiden

Det er den franske dæk-virksomhed, Michelin, som står bag Michelin-guiden.

Michelin-guiden startede som en guidebog til billister med vejkort, informationer om tankstationer og lister over spisesteder og overnatningsmuligheder.

I 1926 blev der for første gang uddelt stjerner til restauranter i Michelin-guiden. I første omgang kunne restauranterne dog kun opnå en enkelt stjerne. Systemet med nul, en, to eller tre stjerner, som vi kender i dag, blev indført fem år senere.

Stjernerne uddeles på baggrund af vurderinger fra et hold af anonyme inspektører, som besøger restauranterne.

Den gastronomiske, røde guidebog er mest kendt, men der findes også en grøn udgave, som guider til de bedste og mest seværdige attraktioner.

Kilde: Michelin-guidens hjemmeside

Aarhus-museum modtager tredje stjerne
Én af de danske attraktioner, der er at finde på en topplacering i guiden, er Moesgaard Museum lige uden for Aarhus. I den forgangne uge modtog de deres tredje stjerne i Michelins grønne guide over attraktioner.

Direktør for Moesgaard Museum, Mads Holst, er glad for den anerkendelse, der følger med stjernerne.

- Selvom den grønne guide er mindre kendt end den røde, betyder den ekstra stjerne jo, at vi er en attraktion i international særklasse, som er værd at rejse for, og det er en kæmpe cadeau, siger Mads Holst til Ekstra Bladet.

På Moesgaard Museum håber man, at den nylige præmiering kan betyde, at flere internationale besøgende vil lægge vejen forbi og opleve verdens bedst bevarede moselig, Grauballemanden, og de mange andre historiske fund, museet huser.

- Vi håber, det vil betyde, at vi bliver mere synlige på den internationale scene, og at det kan bidrage til, at nordisk kultur og historie kan blive anerkendt på samme måde som det nordiske køkken. Og så håber vi selvfølgelig også på flere besøgende, siger Mads Holst.

Se de danske michelinattraktioner her
I øjeblikket kan 12 danske attraktioner bryste sig af at være indehaver af tre Michelin-stjerner, og listen tæller blandt andet kunstmuseet Louisiana, Roskilde Domkirke og Den Gamle By i Aarhus.

I alt har hele 90 attraktioner modtaget en eller flere af de knap så kendte stjerner, og endnu flere er nævnt i guiden.

Ekstra Bladet har lavet en oversigt over, hvilke danske seværdigheder der har modtaget den franske stjerneguides hyldest.

28 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere