Hemmeligt fund fra vikingetiden: Stor skat fundet med metaldetektor

En sølvskat fra vikingetiden er blevet fundet på en mark i Sønderjylland

En mystisk sølvskat er blevet fundet i Sønderjylland. Video: Museum Sønderjylland

Tre amatørarkæologer har fundet en spektakulær skat fra vikingetiden efter at have undersøgt en mark i Sønderjylland med metaldetektorer.

Fundet er nærmere bestemt gjort ved Bjerndrup vest for Kliplev, oplyser Museum Sønderjylland.

Indtil nu er der fremkommet 240 mønter, hvoraf flere er meget sjældne. Derudover er der fundet spor af huse og bygninger. Netop nu udgraves der stadigvæk, og alt tyder på, at skatten har tilhørt en stormand, som har gemt sin opsparing af vejen.

- Det er ret stort. Det er en masse mønter, som vi ikke tidligere har haft så mange af i Danmark. Der er meget sjældne mønter iblandt, som giver et indblik i møntcirkulation, og hvordan tingene hang sammen dengang. Vi har mønter fra Hedeby (Vikingetidens største handelsby, red.), som ligger 45 kilometer fra os. Så har vi mønter fra arabiske områder, fra England og fra det frankiske rige, siger museumsinspektør Anders Hartvig til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Sådan ser nogle af de fundne mønter ud. Foto: MUSEUM SØNDERJYLLAND
Sådan ser nogle af de fundne mønter ud. Foto: MUSEUM SØNDERJYLLAND

Rig viking
Interessant er det også, at de arabiske mønter er klippet op i småstykker for at veje dem, mens de andre mønter er hele.

- Fordi vi er i nærheden af Hedeby, så virker det til, at man har brugt dem. Altså at de har haft en værdi, og man har regnet dem for noget. Det er i hvert fald et sjovt mønster, som vi ser, siger museumsinspektøren.

- Det vi ser, er nok en stormands opsparing. Han har ikke haft nogen bank. Han har haft sin gård, som vi er ved at undersøge. Så har han på et tidspunkt gemt dem væk, men hvorfor han så ikke har taget dem med, det ved vi ikke.

Artiklen fortsætter under billedet...

Museuminspektør Anders Hartvig (tv.) sammen med Kenny Thygesen (th.). Foto: MUSEUM SØNDERJYLLAND
Museuminspektør Anders Hartvig (tv.) sammen med Kenny Thygesen (th.). Foto: MUSEUM SØNDERJYLLAND
 

Amatørarkæologer
Det var de tre detektorarkæologer Kenny Thygesen, Karin Krag og Søren Torbensen, som gjorde det oprindelige fund, der ledte museet i den rigtige retning.

For førstnævnte, der har ledt efter skatte med sin metaldetektor i snart 16 år, har det været en stor oplevelse.

- Pludselig stod jeg med to arabiske dirhem. Tidligere har jeg kun fundet to en halv dirhem alt i alt - og karolingiske mønter (fra Frankerriget red.) har jeg aldrig fundet før, fortæller han til Jydske Vestkysten.

Men idet fundet faktisk skete helt tilbage i januar måned, har de måttet holde det hemmeligt indtil nu.

Hemmeligholdt
- Vi skulle have styr på det hele og en aftale i hus med landmanden, der ejer marken, først. Derudover har vi haft en rimelig hård vinter, så vi har måttet holde det hemmeligt indtil nu. Så de tre amatørarkæologer har udvist stor tålmodig, siger museumsinspektøren, der befinder sig på udgravningsstedet netop nu.

- Vi er derude nu. Vi har bjærget alt det, vi formoder er skatten, men nedenunder det har vi fundet flere bygninger fra vikingetiden. Så lige nu forsøger vi at få en fornemmelse af den stormandsgård, som det har været. Vi prøver at få et overblik, så det ikke kun er en skat, men også den kontekst, som skatten er fundet i.

Om et par dage vil de overveje, om der skal søges midler til at forlænge udgravningen.

64 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere