- Måske ses vi på den anden side Deana. Jeg kender dig ikke, og jeg husker dig ikke.
Det var Clarence Dixons sidste ord inden sin henrettelse.
Det skriver NBC.
Dixon blev dømt for mord i 2008, og i nat blev han så henrettet i en alder af 66 år, efter hans anmodning om benådning blev afvist af Højesteretten.
Offeret Deana Bowdoin var en 21-årig universitetsstuderende, som ifølge DNA-beviser blev dræbt af Clarence Dixon. Hun var blevet voldtaget, kvalt og stukket ihjel.
Da Dixon modtog sin henrettelsesdom, var han allerede fængslet for andre lovovertrædelser som seksuelt overgreb.
Før han modtog sin straf fik Dixon sit sidste måltid. Det bestod af mad fra fastfoodkæden Kentucky Fried Chicken, jordbæris og vand på flaske.
Omdiskuteret metode
Dixon blev henrettet ved en dødelig indsprøjtning i statsfænglset Florence i Arizona, og netop dødelige indsprøjtninger har været meget omdiskuteret under retssagen.
Den seneste henrettelse i Arizona var i 2014, hvor Joseph Wood fik en lang og smertefuld død. Wood døde først to timer efter den dødelige indsprøjtning. Dixon døde efter 11 minutter.
Tidligere har Clarence Dixons advokat prøvet at få ham erklæret uegnet til at modtage sin straf, men advokaterne fik altså ikke medhold.
Clarence Dixon blev med sin død den første indsatte i otte år, som er blevet henrettet i staten Arizona.
Læs mere om seks aktuelle skæbner på dødsgangen i USA