Henrik Qvortrup ny ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet

Ekstra Bladet får en ny ansvarshavende chefredaktør

Henrik Qvortrup skal være chefredaktør på Ekstra Bladet.

Det oplyser administrerende direktør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov i en pressemeddelelse.

Henrik Qvortrup er lige nu politisk redaktør på B.T. Inden da var han kommentator på Ekstra Bladet, ligesom han tidligere har været politisk redaktør på TV 2 samt chefredaktør på Se og Hør og B.T.

- I en tid, hvor en stigende del af befolkningen betragter sig som mediemæssigt hjemløse, er det vigtigere end nogensinde, at Ekstra Bladet bidrager til, at hele befolkningen føler sig repræsenteret af pressen.

- Ekstra Bladet skal være garanten for, at der konstant rettes et kritisk blik mod samfundets politiske, erhvervsmæssige og kulturelle magtinstitutioner. At turde, hvor andre tier, er essensen af Ekstra Bladet. Og det gør Henrik Qvortrup som få, siger Stig Ørskov.

Tre måneder i fodlænke
Henrik Qvortrup har tidligere været ansat på Ekstra Bladet som politisk kommentator, men skiftede til B.T. i august 2020. Men nu er han altså tilbage og denne gang på hjørnekontoret.

- Ekstra Bladet er – når det er skruet rigtigt sammen – indbegrebet af den fjerde statsmagt. Den position agter jeg at udbygge yderligere. Jeg glæder mig til at sætte mit præg på et medie, der skal være ambassadør for den store del af danskerne, der i dag ikke oplever sig repræsenteret af samfunds-eliten, siger Henrik Qvortrup.

Den nye chefredaktør er tidligere dømt i Se og Hør-sagen, som han kalder sit livs største fejltagelse.

- Se og Hør-sagen er mit livs største fejltagelse. Jeg har modtaget min dom og har afsonet den. Og det er klart, at jeg har lært rigtig meget af min fejl, siger Henrik Qvortrup.

Henrik Qvortrup tiltræder posten om ansvarshavende chefredaktør senest 1. juli.

Ekstra Bladets tidligere ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen stoppede i stillingen i marts. Han havde været ansvarlig for avisen i 14 år.

Tilbage i marts stoppede forhenværende chefredaktør Poul Madsen. I den anledning blev han interviewet af Thomas Treo