Tredje gang er ikke nødvendigvis lykkens gang.
Abonnementbaserede kæder som Fitness World og Wash World har hjulpet erhvervsmanden Henrik Rossing med sin formue. Det skulle My Home Box også bidrage til. Men Henrik Rossing må desværre erkende, at han må dreje nøglen om til sidstnævnte eventyr.
Det skriver Finans.
I et nyt regnskab forklarer My Home Box, at virksomheden ikke kan give tilpas overskud til, at det giver mening at fortsætte udviklingen af projektet.
- Det gik ikke som forventet. Man kan ikke vinde hver gang, siger Henrik Rossing til Finans.
Nemmere at modtage post
Mange har prøvet at blive ringet op af PostNord med nyheden om, at man desværre ikke var at træffe på adressen, og derfor er ens pakke blevet sendt retur.
Det ville Henrik Rossing lave om på. Derfor lavede han My Home Box.
Et koncept, hvor man for 29 kroner om måneden kunne have en boks til at stå på sin adresse. I stedet for at bestille pakker til den nærmeste kiosk eller blive siddende derhjemme fra morgen til aften, ville omdelerne smide posten i pakkeboksen.
Men danskerne har tydeligvis ikke noget imod at hoppe en tur i kiosken. Henrik Rossing indså ganske hurtigt, at My Home Box ikke var hans næste store eventyr, selvom han var klar til at investere 200 millioner kroner i projeketet.
Erhvervsmanden oplyser, at hans tab ender på lidt under fem millioner kroner.