Her bliver der 32 grader varmt i dag

Horsens blev topscorer i går med 31,1 grader

Det bliver rigtig varmt i de kommende uger. Få overblik over vejret her.

Hedebølgen i Danmark buldrer fortsat af sted for fulde omdrejninger. DMI forventer, at temperaturen onsdag sniger sig helt op omkring de 32 grader.

- Ja, det bliver varmt igen i dag.  De højeste temperaturer kommer formentligt i den østlige del af Jylland, fortæller meteorolog hos DMI, Klaus Larsen, til Ekstra Bladet.

Tirsdag blev den højeste temperatur målt til 31,1 varmegrader.

- Det var i Horsens. Men det kan blive varmere i dag, og både torsdag og fredag kan vi komme helt op på 33 grader. Generelt vil temperaturen dog ligge på 27-33 de to dage, fortæller Klaus Larsen.

Lidt byger
Onsdagen kan dog begynde med lidt skyer i Nordvestjylland. Og ved Vestkysten kan der lokalt være havgus. Der er også mulighed for en lokal byge i ny og næ. Det er dog meget svært for meteorologerne at forudsige, hvor bygerne vil falde. Der venter en rigtig varm sommeraften og en klar nat.

Vejret i de kommende dage vil generelt være solrigt. Men der kan fortsat komme enkelte lokale byger - måske med torden.

I weekenden er der dog omslag i vejret, sådan som meteorologen har tidligere forudsagt.

Lørdagen begynder med nogen eller en del sol, men efterhånden bliver det mere skyet vestfra. I løbet af dagen kommer der  også regn- og tordenbyger - først i de sydvestlige egne. Temperaturer mellem 25 og 31 grader og let til frisk vind fra sydøst.

Regn og torden
Lørdag aften og nat vil regn- og tordenbygerne brede sig til den nordlige og østlige del af landet. Temperaturer drøner ned til omkring 20 grader.

Søndag vil der komme skyer med regn og tordenbyger. Det kan dog klare op med nogen sol. Temperaturerne vil ligge mellem 23 og 28 grader.

I næste uge damper regnvejret så atter af og solen vender tilbage. Temperaturerne vil mandag lande på 23-28 grader om dagen.

11 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere