Her er corona-dødstal størst

Latinamerika og Caribien har de største dødstal med covid-19 set i forhold til befolkningstal

EN kvinde følger børn i skole efter en coronavirus-nedlukning i Haitis hovedstad, Port-au-Prince. En pan-amerikansk sundhedsorganisation advarer om, at antallet af covid-19 smittetilfælde er stigende i Sydamerika og Mellemamerika, men ikke i Nordamerika. Foto: Dieu Nalio Chery/Ritzau Scanpix
EN kvinde følger børn i skole efter en coronavirus-nedlukning i Haitis hovedstad, Port-au-Prince. En pan-amerikansk sundhedsorganisation advarer om, at antallet af covid-19 smittetilfælde er stigende i Sydamerika og Mellemamerika, men ikke i Nordamerika. Foto: Dieu Nalio Chery/Ritzau Scanpix

En pan-amerikansk sundhedsorganisation advarer om, at antallet af covid-19 smittetilfælde er stigende i Sydamerika og Mellemamerika, men ikke i Nordamerika.

- USA, Canada og Mexico melder om fald i antallet af covid-19 smittetilfælde. Men i Sydamerika og Mellemamerika er antallet af nye infektioner stigende, siger Carissa Etienne, som leder Den Pan-Amerikanske Sundhedsorganisation (Paho).

Colombia melder om det største antal af smittetilfælde i Sydamerika, hvor nye sygdomstilfælde næsten er tredoblet i nogle regioner. I Brasilien sker der også en stigning i antallet af smittetilfælde og af indlæggelser.

Der er også en kritisk situation i Haiti, hvor der trods tiltagende smitte og et stigende antal dødsfald ikke er respekt for myndighedernes anbefalinger om blandt andet at holde social afstand. De fleste henstillinger bliver ignoreret i befolkningen.

Carissa Etienne siger, at der mangler effektivt politisk lederskab mange steder i de latinamerikanske lande. Og det betyder, at der ikke bliver forebygget tilstrækkeligt mod smitteudbredelse.

- Desværre er der i vores region blevet udbredt meget misinformation om covid-19, hvilket har fået mange til at være mistroiske over for anbefalinger og restriktioner fra sundhedsmyndighederne, siger hun og tilføjer:

- Ved at skabe kontroverser, hvor der ingen er, sender vores politiske ledere blandede signaler ud til offentligheden, og det står i vejen for effektive foranstaltninger, der kunne bringe virusset under kontrol.

Etienne siger, at det lige nu er udviklingen i Haiti, som vækker de største bekymringer.

Hun tilføjer, at det er opmuntrende, at Haitis regering har accepteret AstraZeneca-vaccinen. Den sendes til det fattige og tilbagestående land gennem Covax-samarbejdet under ledelse af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Latinamerika og Caribien har de største dødstal med covid-19 set i forhold til befolkningstal. Der er registreret over 33.289.000 smittetilfælde og registreret over 1.043.000 dødsfald med covid-19.