Her er Danmarks to heldigste lotto-byer: - Det er meget, meget sjældent

Det er i Ebeltoft og i Kalundborg, at regnbuen ender for tiden

En af butikkens ansatte har holdt den gevinstgivende kupon i hånden i løbet af ugen op til udtrækningen, fortæller Søren Hjernø. Foto: Per Rasmussen
En af butikkens ansatte har holdt den gevinstgivende kupon i hånden i løbet af ugen op til udtrækningen, fortæller Søren Hjernø. Foto: Per Rasmussen

Danmarks to heldigste lotto-byer er Ebeltoft og Kalundborg.

I hvert fald hvis det handler om byer, hvor flest lottomillionærer er blevet fundet på kortest tid.

Danske Spil har for Ekstra Bladet gået tilbage i arkiverne for at finde frem til steder, hvor der ikke bare er blevet udtrukket to førstepræmier med kort mellemrum. Ebeltoft og Kalundborg er de eneste byer, hvor det faktisk er sket tre gange på så kort tid.

I Ebeltoft skete det i perioden mellem september og november sidste år. Og i Kalundborg er tre blevet millionærer inden for den seneste måneds tid.

- Det er meget, meget sjældent, at vi ser et område være så heldige, som dette her er. Der bliver hverken spillet mere eller mindre i Kalundborg end andre steder, så det kan kun siges at være et ekstremt lykketræf, siger Pernille Mehl, administrerende direktør for Danske Lotteri Spil A/S.

En to tre...
I Ebeltoft vandt en borger fem millioner kroner 29. september 2018. Knap en måned senere - 27. oktober - blev der vundet tre millioner kroner. Lottokuponen var endda købt i samme forretning. Føtex i Ebeltoft.

Det er i Kalundborg, at regnbuen ender for tiden. Foto: Per Rasmussen
Det er i Kalundborg, at regnbuen ender for tiden. Foto: Per Rasmussen

Men lottofeberen var ikke slut endnu på Djurs. 17. november blev der vundet tre millioner kroner på en kupon købt i Kvickly.

Heldet i Ebeltoft var derimod intet at regne imod det held, som spillere i Kalundborg mødte nogen tid senere.

7. december vandt en person med bopæl i Kalundborg Kommune Danmarkshistoriens næststørste gevinst. Han havde købt en eurojackpot og kunne stikke 210 millioner kroner i lommen.

Kalundborg på landkortet
22. december vandt et ægtepar i 30'erne 25 millioner kroner på en kupon købt i Kvickly i Kalundborg.

Og sandelig om ikke der var held i sprøjten igen 5. januar. Her købte en person en gevinstgivende kupon hos Shell i Kalundborg, der viste sig at være fem millioner kroner værd.

De mange gevinster har sat byen på landkortet, fortæller butikschef hos Shell i Kalundborg Søren Hjernø til Ekstra Bladet.

- Vi kan virkelig mærke det efter den tredje gevinst i byen. Vi langer kuponer over disken i stride strømme. Halvdelen af dem, der køber, har ikke spillet lotto før, siger Søren Hjernø.

Morten Weise (t.v.) og Søren Hjernø fortæller, at de aldrig har oplevet flere lottokunder end lige for tiden. Foto: Per Rasmussen
Morten Weise (t.v.) og Søren Hjernø fortæller, at de aldrig har oplevet flere lottokunder end lige for tiden. Foto: Per Rasmussen

Og folk kommer til fra nær og fjern for at få fingrene i en kupon købt i Danmarks for tiden måske heldigste lottoby.

- Vi tror da på, at der kommer en fjerde milliongevinst, siger Shell-tankens indehaver Morten Weise.

Den fjerde vinder
For at det ikke skal være lyv, så går der et ubekræftet rygte i byen om, at en fjerde lottospiller er blevet millionær i løbet af 2018.

Det fortæller Morten Weise.

- Det er en yngre mand i tyverne, som bor i byen. Han vandt et stort millionbeløb på en kupon, som han godt nok ikke havde købt her i byen. Den blev købt i København, siger Morten Weise.

Frisør ærgrer sig
Der er godt 600 meter mellem Shell-tanken og den Kvickly-forretning, hvor der blev vundet 25 millioner lige før jul. Midt mellem ligger frisørsalonen FrisørRikke.

Her har Rikke Grandjean svinget saksen, mens løjerne er stået på.

Rikke Grandjean kan godt ærgre sig over, at hun stopede med at spille lotto, samtidig med at hun stoppede med at ryge. Foto: Per Rasmussen
Rikke Grandjean kan godt ærgre sig over, at hun stopede med at spille lotto, samtidig med at hun stoppede med at ryge. Foto: Per Rasmussen

Kalundborg er en lille by, hvor folk kommer hinanden ved. Og det vil formentlig være vanskeligt at holde skjult, hvis man har vundet en større gevinst. I frisørstolen er der blevet snakket lystigt om hvem, der mon har været den heldige, fortæller Rikke Grandjean.

- Det interesserer folk, hvad der sker i byen. Og det er da klart, at når der bliver vundet så stor en gevinst, som det skete i begyndelsen af december, så bliver det nævnt.

Selv spiller hun ikke længere lotto.

- Det stoppede med rygningen. Det var måske ærgerligt, siger Rikke Grandjean.

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen