1028 personer er det seneste døgn døde med corona i Rusland.
Det tal er rekordhøjt, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ikke siden starten af pandemien er der registret så højt et antal coronarelaterede dødsfald i landet.
Der er det seneste døgn registret 34.073 nye smittetilfælde i landet. De høje smittetal får Ruslands myndigheder til at presse på for at få strammet landets sundhedsrestriktioner.
Ruslands sundhedsvæsen er under hårdt pres, oplyser landets sundhedsminister, Mikhail Murashko, ifølge Reuters onsdag.
Alle over 60 skal blive hjemme
Tirsdag beordrede Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, at alle byens borgere over 60 år skal blive hjemme i de næste fire måneder på grund af stigningen i antallet af smittetilfælde.
Derudover fik den russiske hovedstads virksomheder besked på, at mindst 30 procent af deres ansatte skal arbejde hjemmefra.
Shoppingcentre i storbyen er ifølge Reuters blevet bedt om at tilkoble deres overvågningskameraer til et system, som giver myndighederne mulighed for at håndhæve brugen af mundbind i offentligheden via ansigtsgenkendelse.
Indfører ferieuge for at bremse coronasmitte
Onsdag siger den russiske præsident, Vladimir Putin, på et tv-transmitteret møde, at han vil sende folk hjem på en uges ferie for at begrænse den omfattende coronasmitte i landet.
Putin har godkendt et regeringsforslag, der betyder, at folk sendes hjem på betalt ferie i perioden fra 30. oktober til 7. november, skriver Ritzau.
Præsidenten opfordrer samtidig borgere i Rusland til at blive coronavaccineret.