Her er eksperternes dom over regeringens coronaplan

Regeringens plan er rettidig og fornuftig, men vil få konsekvenser

Regeringen præstenterede tirsdag tre tiltag for at hjælpe erhvervslivet. Nu bør man se på, hvordan man kan hjælpe virksomhederne yderligere, mener en af eksperterne.

Onsdag aften fremlagde statsminister Mette Frederiksen en række drastiske tiltag for at bekæmpe udbredelsen af coronavirus i Danmark.

Det betyder blandt andet, at alle skoler og fritidstilbud lukker ned i to uger og at alle offentlige ansatte i ikke-kritiske funktioner sendes hjem. Forældre opfordres desuden til at holde deres børn hjemme.

I kølvandet på pressemødet har Ekstra Bladet talt med to forskellige eksperter for at høre, hvordan de vurderer de tiltag, som regeringen har iværksat.

Helle Samuelsen er lektor på Institut for Antropologi på Københavns Universitet og har forsket i sundhedssystemers håndtering af særlige krisesituationer.

Se også: Ny fase: Fra nu af bliver de mest syge testet for virussen

Klogt og rettidigt
Hun roser regeringens meget drastiske tiltag.

- Jeg synes, det er klogt og rettidigt. Det virker meget voldsomt for os alle sammen, men vi har også set store stigninger i tallene, og så er man nødt til at gøre noget radikalt. Så der er også et meget stort pres på vores regering, siger Helle Samuelsen.

Hun mener ikke, at den almindelige dansker har grund til bekymring, selvom tiltagene er meget voldsomme.

- Jeg må sige, at jeg er ret imponeret over den handlekraft, der er, og jeg har stor tillid til, at Danmark har et stærkt kriseberedskab. Vi skal prise os lykkelige over, at vi bor i Danmark, siger Helle Samuelsen.

Samfund - 11. mar. 2020 - kl. 20:42 Mette Frederiksen: Mere end 100 mennesker bør ikke samles indendørs

Kan få store konsekvenser
Philipp Schröder er professor på Institut for Økonomi på Aarhus Universitet. Set med de økonomiske briller mener han også, at regeringens plan er meget fornuftig.

- Det er meget hensigtsmæssigt, at man lukker den økonomiske aktivitet ned, der ikke ligger i den private sektor. Den private sektor skal fortsat kunne fungere og producere, og det kan det her tiltag formentlig hjælpe på, siger Philipp Schröder.

Det betyder dog ikke, at regeringens plan ikke kan få konsekvenser for økonomien.

- Det værste, der kan ske nu, er hvis virksomheder går konkurs, fordi de ikke kan producere længere. Det er der, du kan få en økonomisk opbremsning med enorme konsekvenser, siger Philipp Schröder.

Samfund - 11. mar. 2020 - kl. 20:40 Mette Frederiksen til forældre: - Hold jeres børn hjemme

Hæderligt forsøg
Han mener desuden, at næste skridt for regeringen bør være at se på, hvordan man kan hjælpe virksomhederne yderligere. Regeringen har i første omgang varslet, at de vil hjælpe danske virksomheder med 125 milliarder kroner, men Philipp Schröder mener, at der formentlig skal mere til. For eksempel længere snor på kassekrediten hos bankerne.

- Vi vil desværre komme til at se virksomheder, som er nødt til at lukke og mennesker, der derved mister deres arbejde. Men jeg synes, at de her tiltag er et hæderligt forsøg på at komme igennem det uden at skulle lukke produktionen helt ned i Danmark, siger Philipp Schröder.

Ifølge Helle Samuelsen er det vigtigt, at samfundet trods de voldsomme ændringer kan køre videre i de kommende uger.

- Det får selvfølgelig store konsekvenser for den enkelte, når dele af samfundet bliver lukket ned, og der rejser sig en masse spørgsmål. Men der er også nogen, der skal drive samfundet videre, for eksempel kassemedarbejdere og buschauffører, så man kan og skal ikke lukke helt ned, siger hun.

Samfund - 11. mar. 2020 - kl. 20:39 Alle offentligt ansatte i ikke-kritiske funktioner sendes hjem

Overblik: Det sagde Mette på det historiske pressemøde

Mette Frederiksen holdt med en række andre pressemøde klokken 20.30 11. marts 2020. Her blev Danmark mere eller mindre lukket ned. Få overblikket her:

331 kommentarer
Vis kommentarer