Her er en af coronavinderne

CORONAVINDERE: Rekordmange danskere ventes at holde ferie i Danmark i år, og campingpladserne må formentlig tænde de røde lamper flere steder

Indehaverne af Holmens Camping i Ry, ægteparret Klaus og Tinne Nissen, foran kommandocentralen alias receptionen ved indgangen til pladsen. - Hvis vi bare kan nå budgettet, er vi tilfredse, siger parret om udsigten til flere danske gæster. Foto René Schütze
Indehaverne af Holmens Camping i Ry, ægteparret Klaus og Tinne Nissen, foran kommandocentralen alias receptionen ved indgangen til pladsen. - Hvis vi bare kan nå budgettet, er vi tilfredse, siger parret om udsigten til flere danske gæster. Foto René Schütze

Mens mange mennesker har måttet betale en høj pris på den ene eller anden måde som følge af coronakrisen, har det lumske virus også skabt vindere.

En af dem bliver med stor sandsynlighed landets 532 campingpladser, som med udsigten til, at rekordmange danskere vil holde ferie i fædrelandet kan forvente stigende efterspørgsel efter landets i alt 101.394 standpladser i løbet af sommerferieperioden.

De positive forventninger får dog ikke just indehaverne af Holmens Camping i Ry i Østjylland til at stå med armene i vejret.

Holmens Camping ligger få kilometer fra Himmelbjerget og i et område i Østjylland, som af mange betegnes som noget af det smukkeste, Danmark kan byde på. Foto René Schütze
Holmens Camping ligger få kilometer fra Himmelbjerget og i et område i Østjylland, som af mange betegnes som noget af det smukkeste, Danmark kan byde på. Foto René Schütze

- Man kan vel sige, at vi er beherskede optimister. Selvom vi forhåbentlig får flere danske gæster, så mister vi samtidig alle de udenlandske besøgende fra Sverige, Norge, Holland og Tyskland, siger Klaus Nissen, der sammen med sin hustru, Tinne Nissen, har drevet den idyllisk beliggende campingplads i udkanten af Ry i 13 år.

Coronakrisen har også gjort ondt på campingpladserne, som for manges vedkommende har haft færre gæster i løbet af foråret. Således har de i alt 300 pladser på Holmens Camping langt fra været fuldt besat på noget tidspunkt.

- Vores forår har også haltet. Især fordi mange af de ældre er blevet hjemme for at passe på sig selv, siger Klaus Nissen og tilføjer, at han og hustruen på et tidspunkt overvejede, om det var besværet værd at blive i det, de selv kalder et 'fantastisk job'.

Foretrækker finanskrisen
Branchen forventede inden coronakrisen at få i alt cirka 11 millioner overnatninger i denne sæson, men coronakrisen har hidtil i foråret skabt et anseeligt efterslæb.

- Vi skriver altså snart 1. juni, så hvis vi skal komme ud af sæsonen med skindet på næsen, skal der snart til at ske en stigning i antallet af gæster. Hvis vi i det mindste kan nå at leve op til budgettet, vil vi være godt tilfredse, men det er jeg altså desværre ikke så sikker på, selvom der kommer flere danske gæster end normalt, siger Klaus Nissen.

Klaus og Tinne Nissen havde drevet landbrug i Sønderjylland i 25 år, da de for 13 år siden sadlede om og overtog Holmens Camping i Ry. De elsker deres job, men coronakrisens uvished har fået dem til at overveje, om det var det hele værd at blive ved. Foto René Schütze
Klaus og Tinne Nissen havde drevet landbrug i Sønderjylland i 25 år, da de for 13 år siden sadlede om og overtog Holmens Camping i Ry. De elsker deres job, men coronakrisens uvished har fået dem til at overveje, om det var det hele værd at blive ved. Foto René Schütze

Han krydser stadig fingre for, at grænsen mod syd åbnes, så de tyske og hollandske gæster i det mindste kan lukke en mindre del af det hul, de efterlader ved ikke som de foregående år at udgøre op mod 15 procent af gæsterne.

- Det værste har været uvisheden. Under finanskrisen (i 2008 og 2009) kunne vi i det mindste forudse og beregne konsekvenserne. Sundhed og sikkerhed kommer frem for alt andet også for os, og vi er ikke sure på nogen, selvom vi er frustrerede over denne uvished, siger Klaus Nissen.

Realistisk formand
I denne forlængede weekend med Kristi himmelfartsdag er cirka 80 procent af pladserne belagt, men de i alt 700 gæster kan stadig ikke benytte det overdækkede pool-område og pladsens fællesrum med blandt andet tv-stue.

Formand for Dansk Camping Union, Anne-Vibeke Isaksen, glæder sig over udsigten til et campingboom med danske gæster, men i lighed med indehaverne af Holmens Camping er formanden mere realist end jubeloptimist.

Familien Rasmussen fra Mårslet syd for Aarhus, Steffen og Tina og sønnerne Anton på fem og Phillip på ni år, dyster i minigolf og nyder et par dage i en lånt campingvogn. Foto René Schütze
Familien Rasmussen fra Mårslet syd for Aarhus, Steffen og Tina og sønnerne Anton på fem og Phillip på ni år, dyster i minigolf og nyder et par dage i en lånt campingvogn. Foto René Schütze

- Det vil være fantastisk, hvis vi med de ekstra danske gæster kan nå målet om i alt 11 millioner overnatninger. Sker det, er vi mere end godt tilfredse, siger Anne-Vibeke Isaksen.

En stigning i besøgstallet på 42 procent på Dansk Camping Unions hjemmeside, dcu.dk, i løbet af april indikerer, at danskerne tænker på camping, når de lægger ferieplaner.

- Det skal gå rigtig godt i juli, hvis vi skal nå i mål, og jeg håber stadig, at grænsen mod Tyskland åbnes i tide til, at vi kan få nogle af dem herop, siger DCU-formanden.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Fint med flere landsmænd

Hyggestemningen oser ud ad teltdøren, da Ekstra Bladet bydes indenfor hos Niels og Else Præstgaard Christensen. Pensionist-parret har Niels' lillesøster, Runa Præstgaard, og hendes mand, Jens Nielsen, på besøg i forteltet til en god dansk frokost med snaps, rosé og nu ost og kiks på menuen.

- Vi synes kun, det er fint, hvis der kommer flere danske gæster, lyder det samstemmende fra de fire seniorborgere med hjemadresser i Viborg.

Niels og Else Præstgaard Christensen, i forgrunden, har camperet siden 1987, og det skal en coronakrise ikke lave om på. I baggrunden ser Jens Nielsen og Runa Præstgaard også ud, som om de nyder campinglivet og en hyggelig frokost i forteltet. Foto René Schütze
Niels og Else Præstgaard Christensen, i forgrunden, har camperet siden 1987, og det skal en coronakrise ikke lave om på. I baggrunden ser Jens Nielsen og Runa Præstgaard også ud, som om de nyder campinglivet og en hyggelig frokost i forteltet. Foto René Schütze
 

- Jeg vil ikke dikteres af det virus, så nej, jeg er hverken bange eller bekymret. Med sund fornuft og påpasselighed har jeg ingen betænkeligheder ved at være på camping og dele toilet- og badefaciliteter med mange andre, siger Else Præstgaard Christensen på 67 år.

Hendes 15 år ældre mand, Niels Præstgaard Christensen, supplerer:

- Vi kan jo vaske hænder og spritte af masser af steder på pladsen, så jeg er heller ikke nervøs for noget.

Måtte aflyse Kreta-ferie
Niels og Else har siden 1998 kørt med campingvognen til Kroatien hver sommer, men det sætter coronakrisen en stopper for.

- Vi var nok ikke kørt derned i år alligevel. Det er blevet lidt for hårdt for os. Til gengæld nyder vi at være i den smukke danske natur, siger parret.

80-årige Runa Præstgaard var i begyndelsen bange for det livsfarlige virus, men frygten dampede af efter et par dage.

- Vores børn mener, at vi tager det lige lovlig afslappet. Men det er jo nu, vi lever, og det ærgrer mig, at vi har mistet mindst fem-seks fødselsdage blandt børn og børnebørn og et guldbryllup, siden corona lukkede landet ned, siger Runa Præstgaard.

Hendes mand, Jens Nielsen på 75, ærgrer sig også over, at de har måttet aflyse en ferie på Kreta.

- Det er da irriterende, men forhåbentlig normaliseres verden snart igen. I mellemtiden kan vi ligeså godt hygge os som nu, siger Jens Nielsen og skåler med de andre.

Fakta om camping i Danmark

Ikast-Brande-området er det sted i Danmark, hvor der er flest campingvogne per indbygger. I dag er der omkring 140.000 indregistrerede campingvogne i Danmark.

I 2020 vil det samlede antal overnatninger på de danske campingpladser ligge på omkring 11 millioner, vurderede branchen inden coronakrisen. Camping er danskernes foretrukne ferieform. Næsten fire millioner overnatninger blev det til alene i juli i fjor.

Standarden på danske campingpladser er blandt de højeste i Europa – både hvad angår faciliteter,
kvalitet og sikkerhed. Danske campingpladser vinder således markant flere priser sammenlignet med vores
nabolande, og vi har eksempelvis seks såkaldte Best Camping-pladser – en betegnelse som svarer til
restauranternes Michelin stjerner. Til sammenligning har Sverige, Norge og Finland kun én Best Camping-
plads. Tilsammen.

Den mindste campingplads i Danmark er Fjordvejens Camping, som har plads til syv telte eller vogne. Med sine
1433 campingenheder er Nr. Lyngvig Camping ved Hvide Sande den største.

Danmark er det land i Europa, der har flest campister i forhold i indbyggertallet. Cirka en tredjedel af
danskerne camperer hvert eller hvert andet år. Derudover er der en tredjedel af den danske befolkning,
som overvejer at tage på campingferie.

Kilde: Camping Outdoor Danmark og F-camping.dk

1 af 2 Der skåles og hygges hos Niels og Else Præstgaard Christensen, forrest i billedet, og Jens Nielsen og Runa Præstgaard. De fire campister nød en god frokost i forteltet, da Ekstra Bladet kom forbi. Foto René Schütze
2 af 2 Indehaverne af Holmens Camping i Ry, ægteparret Klaus og Tinne Nissen, foran kommandocentralen alias receptionen ved indgangen til pladsen. - Hvis vi bare kan nå budgettet, er vi tilfredse, siger parret om udsigten til flere danske gæster. Foto René Schütze
44 kommentarer
Vis kommentarer