Her er Henriks sidste rute

Prins Henrik kører sin sidste tur gennem København i dag

Efter køreturen fra Fredensborg Slot ankom kortegen med Prins Henrik til Amalienborg Slot. TV: Ole Steen

Allerede fra morgenstunden vil København blive mindet om prins Henrik, når der klokken 08:00 affyres 81 kanonskud fra Batteriet Sixtus på Holmen i København og Kronborg Slot i Helsingør.

Salutten består af tre gange 27 skud, der affyres med 30 sekunders mellemrum. I alt bliver der affyret i 40 minutter, oplyser kongehuset.

Omkring klokken 10 bliver hans båre ført ud af havedøren på Fredensborg Slot, hvor rustvognen venter. Herefter køres den en runde i slotsgården for at symbolisere prinsens afsked med Fredensborg Slot.

Derfra kører rustvognen til Amalienborg med kongefamilien som kortege.

Se også: Læs hoffets meddelelse om prins Henriks død

Dronning Margrethe vil formentlig være at finde i den første bil efter rustvognen i Store Krone, der er en mørkeblå Daimler Majestic fra 1970.

Ruten går blandt andet over Kongevejen, Trianglen og Esplanaden.

Se også: Otte årtier med prinsens sprog-potpourrier: Jeg har aldrig været bange for at dø

Torsdagens endestation på Amalienborg er egentlig unødvendigt på vejen til Christiansborg Slotskirke, hvor bisættelsen skal stå, mener Sebastian Olden-Jørgensen, der er lektor i dansk historie ved Københavns Universitet.

Ville normalt blive kørt til Roskilde
Det skyldes dog, at prinsen ikke skal begraves i Roskilde Domkirke og derfor ikke får en procession - et højtideligt optog - hertil, vurderer han.

- Hvis det hele havde været mere normalt, så skulle han have været til Roskilde, og så ville man have haft en procession fra Slotskirken dertil.

- Det har vi jo ikke - og så får vi en mini-procession fra Amalienborg til Slotskirken, forklarer han.

Prins Henrik ønskede ikke at blive begravet i Roskilde Domkirke. 

I stedet skal han kremeres, hvorefter den en halvdel aske skal spredes ud over de danske farvande. Den anden halvdel skal stå i en urne i slotshaven ved Fredensborg Slot.

Fredag transporteres båren fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke, hvor prinsen skal ligge på castrum doloris, som er en forhøjning, hvorpå den lukkede ligkiste stilles til offentlig skue.

Det sker for at give folket mulighed for at sige farvel, forklarer Sebastian Olden-Jørgensen.

- Hvis han lå på slottet, ville han være i den eksklusive, kongelige privatsfære. 

- På Castrum Doloris i Slotskirken kan alle komme, så det er en form for åbenhed, forklarer han.

Prins Henrik, der tirsdag klokken 23.18 sov stille ind, bisættes tirsdag 20. februar.

Her deltager kun den nærmeste familie, hvilket ifølge Sebastian Olden-Jørgensen adskiller sig fra normen, når man sender en kongelig videre.

Kongehuset har ikke oplyst Prins Henriks dødsårsag, men det har tidligere været meldt ud, at prinsen havde en godartet svulst i venstre lunge. 

Han var efterfølgende i behandling for en lungeinfektion.

18 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere