Her er kvinden bag Mette Frederiksens taler

Den 58-årige forfatter Anita Furu får 884.000 kroner om året for at skrive Mette Frederiksens bevingede ord

Anita Furu har været ansat som taleskriver i Statsministeriet siden 2005 og har dermed skrevet taler for Anders Fogh, Lars Løkke, Helle Thorning og nu også Mette Frederiksen. Foto: Peter Hove Olesen
Anita Furu har været ansat som taleskriver i Statsministeriet siden 2005 og har dermed skrevet taler for Anders Fogh, Lars Løkke, Helle Thorning og nu også Mette Frederiksen. Foto: Peter Hove Olesen

Der blev ikke sparet på følelserne mandag eftermiddag, da Mette Frederiksen endnu en gang var på talerstolen i Statsministeriet for at give en status på coronaepidemien i Danmark.

Statsministeren lagde beslag på knap en halv time af seernes tid, men leverede kun få informationer om den fremtid, som så mange både frygter og ser frem til - den gradvise og forskudte genåbning af Danmark.

Politisk kommentator Henrik Qvortrup var voldsomt imponeret af Mette Frederiksens tale mandag. Producer: Lasse Brøndal.

Rundt om talens spinkle substans lå et tykt lag med veltilrettelagt politisk kommunikation, hvor der blev lagt vægt på socialdemokratiske kerneværdier som solidaritet, velfærdssamfund og ikke mindst den slagkraftige genopfindelse ’samfundssind’.

Landsmoder
Siden coronakrisens udbrud i Danmark har Mette Frederiksen indtaget rollen som den ansvarlige landsmoder i sine taler, men statsministeren har ikke selv siddet aftenen forinden og forfattet talerne med pen og papir.

De slagkraftige paroler er kommet til ved hjælp af højtbetalt sproglig ekspertise i form af et hold af professionelle taleskrivere.

Bag Mette Frederiksens taler står blandt andre den prisvindende forfatter Anita Furu, der med debutromanen om sin farmor ’Mit halve liv’ understregede, at hun har en livlig fantasi, når hun sætter sig foran tasterne.

- Jeg føler, at min historie måske er mere sand end den, min farmor gav udtryk for, selv om jeg har måttet digte det meste, sagde hun om tilblivelsen af sin roman i et interview med Politiken.

Pæn løn
Ifølge mediet Journalista bliver 58-årige Furu, der trods sin forkærlighed for ordene er uddannet økonom, pænt aflønnet for sit arbejde som taleskriver i Statsministeriet.

Af mediets aktindsigt i Anita Furus løn fremgår det, at hun tjener 884.000 kroner om året inklusive pension.

Anita Furu har været ansat som taleskriver i Statsministeriet siden 2005, og meget tyder på, at Anita Furus chef har været tilfreds med hendes arbejde, for hun blev ifølge Journalista fastansat i 2006, uden at stillingen blev slået op.

Furu er dog ikke alene om at komponere Mette Frederiksens taler.

Da statsministeren i slutningen af sidste år vandt prisen for årets tale - undskyldningen til Godhavns-drengene - takkede hun hele fem personer for deres bidrag til talen: Villads, Martin, Martin, Viktor og Kasper.

Anita Furu har ikke ønsket at medvirke i et interview til denne artikel.

260 kommentarer
Vis kommentarer