Her er planen: Enighed om gradvis lempelse af forsamlingsforbuddet

Folketingets partier er nu enige om den videre plan for en gradvis lempelse af forsamlingsforbuddet

Statsministeren annoncerede allerede 21. maj, at man fra 8. juni ville kunne hæve forsamlingsforbuddet til et sted mellem 30 og 50 personer. OBS: Vi beklager lydkvaliteten. Video: Stine Tidsvilde

Mandag aften er Folketingets partier blevet enige om, hvordan forsamlingsforbuddet gradvist skal lempes i løbet af sommeren.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen er som følger:

  • Fra og med 8. juni er grænsen 50 personer.
  • Fra og med 8. juli hæves grænsen til 100 personer.
  • Fra den 8. august hæves grænsen til 200 personer for arrangører omfattet af sektorpartnerskabsretningslinjer.

Alle arrangementer, hvor deltagerne mest sidder ned, undtages, hvis arrangøren er omfattet af de såkaldte sektorpartnerskabsretningslinjer. Det kan eksempelvis være en fødselsdagsfest afholdt på en restaurant, skriver ministeriet.

Der vil desuden blive kigget på, om man kan afvikle Superliga-fodbold med mere end 500 tilskuere, ligesom der indkaldes til drøftelser om, hvorvidt bryllupper og andre private fester holdt på restauranter, hoteller eller i selskabslokaler kan vare til længere end midnat

Justitsminister Nick Hækkerup understreger, at lempelserne afhænger af, at udviklingen fortsætter i den rigtige retning.

- Vi skal huske, at det hele stadig afhænger af, at vi hver især følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Holder afstand, vasker hænder ofte, passer på hinanden osv. Og hvis vi ser, at epidemien blusser op igen, er en opstramning af forsamlingsforbuddet noget af det første, vi vil se på, advarer ministeren.

Ingen nattefest, tak. Foto: Jonas Olufson Dansk politik - 8. jun. 2020 - kl. 15:01 Bryllupper skal slutte kl. 24

281 kommentarer
Vis kommentarer