Her er politiets nye chef

Thorkild Fogde er blevet udpeget til ny chef for Rigspolitiet

Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan
Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan

Kriminalforsorgens nuværende direktør, Thorkild Fogde, skal fra 1. marts være chef for Rigspolitiet.

Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelse er det helt formelt regeringen, der har besluttet, at justitsministeren kan indstille til dronningen, at Thorkild Fogde bliver den nye rigspolitichef.

54-årigeThorkild Fogde har tidligere været politidirektør i Nordsjællands Politi, Rigspolitiet samt Københavns Politi. Han har desuden været afdelingschef i Justitsministeriet.

- Jeg kender Thorkild Fogde som direktør for Kriminalforsorgen, hvor han har stået i spidsen for en væsentlig modernisering af Kriminalforsorgen. Han har haft en lang karriere i Justitsministeriets koncern, som politidirektør i flere politikredse og senest som direktør for Kriminalforsorgen, lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup i pressemeddelelsen.

- Han har derfor et indgående kendskab til det samlede retssystem og kan skabe rammerne for et moderne politi, der skal tættere på borgerne, og som samtidig kan håndtere den komplicerede organiserede kriminalitet. Jeg er derfor sikker på, at Thorkild Fogde med sin mangeårige topledererfaring er den helt rette mand i spidsen for dansk politi.

Glad og stolt
Fogde har været direktør i Kriminalforsorgen siden 2017, og den stilling skifter han altså nu ud med den højeste taburet hos politiet.

- Jeg er glad og stolt over, at justitsministeren vil indstille mig til ny rigspolitichef på et så afgørende tidspunkt, hvor linjerne for fremtidens politi skal tegnes og føres ud i livet. Det bliver en meget stor opgave, som jeg ser frem til at tage fat på sammen med politiets mange dygtige ledere, ansatte og samarbejdspartnere, lyder det fra Thorkild Fogde i pressemeddelelsen.

Den nyudnævnte politichef blev i 1991 færddiguddannet som cand.jur. Hans første udnævnelse som politidirektør var, da han overtog posten i Nordsjællands Politi i 2009.

91 kommentarer
Vis kommentarer