Her er Tollundmandens sidste måltid

Danske forskere har analyseret sig frem til, hvad Tollundmanden spiste før sin død for 2400 år siden

En skål grød med ukrudt og fisk krydret med vand med alger. Nye undersøgelser af Tollundmandens mave- og tarmindhold viser helt ned i detaljerne, hvad han spiste for flere tusinde år siden. (Foto: Ritzau Scanpix)

En grød bestående af 335 gram byg, 29 gram bleg pileurt og 16 gram hør.

Sådan lyder opskriften på det måltid, Tollundmanden spiste, 12-14 timer før han døde for 2400 år siden. Det viser en analyse, som danske forskere har analyseret sig frem til ud fra moseligets mave- og tarmindhold.

Til grøden har han spist fisk, fastslår forskerne endvidere og gør dermed op med en tidligere undersøgelse fra 1950, hvor det blev konkluderet, at der ikke var kød i hans sidste måltid.

Det er forskere fra Museum Silkeborg, Nationalmuseet, Moesgaard Museum og Aarhus Universitet, der står bag analysen, som er det hidtil mest detaljerede studie af sin art. Resultaterne er netop blevet offentliggjort i det anerkendte, videnskabelige tidsskrift Antiquity.

De ti ingredienser, der - foruden fisken - vægtmæssigt udgjorde den største del af Tollundmandens sidste måltid: 1. byg, 2. bleg pileurt, 3. hør, 4. snerlepileurt, 5. sand, 6. sæd-dodder, 7. hvidmelet gåsefod, 8. spergelfrø, 9) hanekro, 10. agerstedmoderblomst. Foto: Museum Silkeborg

- Det, der er helt fantastisk, er, at vi ud fra det meget nedbrudte materiale har kunnet rekonstruere Tollundmandens sidste måltid med så stor en detaljeringsgrad, at vi nærmest kan gengive opskriften, siger Nina Helt Nielsen, der er forskningschef på Museum Silkeborg og har stået i spidsen for forskningsprojektet, i en pressemeddelse.

- På den måde kommer vi virkelig tæt på den hændelse, der skete for 2400 år siden - man kan næsten se for sig, hvordan de har siddet ved ildstedet og har tilberedt grøden, fortsætter hun.

Det originale honningglas med indholdet fra Tollundmandens tyktarm. Først da de nye undersøgelser skulle udføres, blev det overført til en mere sikker beholder. Foto: Museum Silkeborg 
Det originale honningglas med indholdet fra Tollundmandens tyktarm. Først da de nye undersøgelser skulle udføres, blev det overført til en mere sikker beholder. Foto: Museum Silkeborg 
 
Spiste masser af ukrudt
De tre ovenstående ingredienser udgjorde 99 procent af indholdet i grøden, mens den sidste procent bestod af planterester fra 20 forskellige arter - herunder ukrudtsfrø som spergelfrø og frø fra sæd-dodder samt sandkorn og små trækulsstumper.

Fundet af de mange ukrudtsfrø - især bleg pileurt - indikerer, at de er tilsat med vilje, og det stemmer overens med kosten hos andre moselig, hvis maveindhold er blevet undersøgt.

Moderne bygmark med pileurt. Selv i dag vokser pileurt som ukrudt op markerne. Foto: Peter Steen Henriksen, Nationalmuseet
Moderne bygmark med pileurt. Selv i dag vokser pileurt som ukrudt op markerne. Foto: Peter Steen Henriksen, Nationalmuseet
 
Analyser af Grauballemanden i 2007 viste, at hans sidste måltid var en grød primært lavet på tærskeaffald indeholdende især frø fra bleg pileurt og spergel. I Borremosemandens maveindhold er der udelukkende fundet ukrudtsfrø.

- Om tærskeaffaldet har været gemt til særlige lejligheder som menneskeofringer, eller om det bare har været en ingrediens, der nogle gange blev tilført måltidet - måske for at drøje lidt på kornet - kan vi ikke afgøre endnu. Det er helt klart noget, man også bør kigge efter i fremtidige studier, siger Nina Helt Nielsen.

Dele af Tollundmandens tarmindhold: A. fragment af bygkerne, B. sand, C. forkullet madskorpe og D. spids ende af hørfrø. Foto: Peter Steen Henriksen, Nationalmuseet
Dele af Tollundmandens tarmindhold: A. fragment af bygkerne, B. sand, C. forkullet madskorpe og D. spids ende af hørfrø. Foto: Peter Steen Henriksen, Nationalmuseet
 
Maden brændte på
Derudover har forskerne fundet forkullede madrester, hvilket fortæller, at maden var brændt en smule på. Den samme type madskorper er tidligere fundet brændt fast på indersiden af lerkar.

Derudover viser fund af alger og rester fra vådbundsplanter, at Tollundmanden har indtaget vand fra en sø, mose eller et vandhul i forbindelse med måltidet - enten i grøden eller ved siden af. Og parasitæg afslører, at han havde både bændelorm, spolorm og piskeorm.

Tollundmanden indtog sit sidste måltid, 12-14 timer før han blev hængt - formentlig som led i en menneskeofring. Herefter blev han nedlagt i en tørvegrav i Bjældskovdal tæt ved Silkeborg.