Her får danskerne de største fartbøder

Siden 2014 er det kun gået én vej med bødeprovenuet fra politiets fotovogne. Sidste år var anderledes. Se listen over fartsyndere nede i artiklen

Foto: Sebastian Buur Gunvald
Foto: Sebastian Buur Gunvald

For første gang siden år 2014 er bødeindtægterne fra politiets automatiske trafikkontrol (ATK) faldet.

Det viser en aktindsigt hos Rigspolitiet i brugen af fotovogne og stationære fartkameraer, også kaldet stærekasser.

Således blev det til 821 millioner kroner i bøder til fartsyndere fra ATK-indsatsen sidste år mod 871 millioner i 2017.

Det faldende bødebeløb modtages positivt hos FDM, interesseorganisation for danske bilejere.

- Det er kun glædeligt, for det tyder på, at færre så har kørt for stærkt. Og så vil vi gerne rose politiet for, at fotovognene er blevet mere synlige, ved at der for eksempel bliver skiltet med mulig fartkontrol, siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM.

Faldet i bødeindtægterne kommer, samtidig med at Vejdirektoratet har opstillet i alt 20 stærekasser.

Her får danskerne de største fartbøder

En bøde lød i gennemsnit på 2262 kroner, når en bilist blev blitzet i en fotovogn i Greve Kommune sidste år. Det viser data fra Rigspolitiet over politiets brug af fotovogne i år 2018.

Det er det højeste i landet, og det kunne tyde på, at der bliver kørt ekstrastærkt i kommunen på den københavnske vestegn.

For at få en fartbøde, der er højere end 2000 kroner, skal man køre mindst 40 procent over hastighedsgrænsen.

I Nyborg Kommune kører de tilsyneladende pænest - her lød en gennemsnitlig fartbøde nemlig på det laveste på landsplan: 1277 kroner.

Her var de gennemsnitlige bøder størst:

1. Greve Kommune: 2262 kroner.

2. Faxe Kommune: 2036 kroner.

3. Solrød Kommune: 1947 kroner.

4. Allerød Kommune: 1915 kroner.

5. Hillerød Kommune: 1762 kroner.

6. Tårnby Kommune: 1736 kroner.

7. Lolland Kommune: 1710 kroner.

8. Skanderborg Kommune: 1675 kroner.

9. Ikast-Brande Kommune: 1673 kroner.

10. Brøndby Kommune: 1633 kroner.

11. Gladsaxe Kommune: 1624 kroner.

12. Haderslev Kommune: 1623 kroner.

13. Sønderborg Kommune: 1613 kroner.

14. Egedal Kommune: 1601 kroner.

15. Langeland Kommune: 1594 kroner.

Kilde: Data fra Rigspolitiet over politiets placeringer af fotovogne i 2018.

Kameraerne kommer fra fotovogne, og derfor er der målt knap 11.000 færre timer med fotovogne sidste år sammenlignet med 2017.

Tæller man stærekasserne med, har der dog været 5365 timers mere ATK-kontrol i 2018.

Hvordan politiet helt overordnet placerer fotovognene, har dog ikke ændret sig.

Data fra Rigspolitiet viser nemlig, at fotovogne i 2018 holdt cirka dobbelt så mange timer på veje, der normalt betegnes som byzone sammenlignet med landeveje.

Det var også tilfældet i 2017.

Byzone defineres normalt af Vejdirektoratet som veje, hvor man må køre 70 kilometer i timen eller derunder. På en landevej må man i stedet køre 80 eller 90 kilometer i timen.

Men forskning viser, at ulykker på grund af fart langt oftest sker på landevejene.

Færdselssikkerhedskommissionen konkluderede i 2013, at 75 procent af dødsulykkerne, hvor fart er en faktor, sker på landevejene.

Her har fotovognene udskrevet flest bøder

Motorvejene dominerer opgørelsen over, hvor fotovognene i 2018 blitzede flest bilister.

Der er mange, der kører for stærkt på motorvejen. Alligevel er der meget få, der bliver dræbt og kommer alvorligt til skade.

* I 2017 mistede 13 personer livet på motorveje, mens 136 blev dræbt på en vej med to spor. Det vil ofte være en landevej.

* 84 kom alvorligt til skade på en motorvej, mens 1224 kom alvorligt til skade på en vej med to spor.

Her blev der udskrevet flest bøder i 2018:

1. Vestmotorvejen, Slagelse: 33.604 bøder, i alt 43,8 millioner kroner.

2. H.C. Andersens Boulevard, København: 14.209 bøder, i alt 22,9 millioner kroner.

3. Nordjyske Motorvej, Randers: 11.300 bøder, i alt 14,3 millioner kroner.

4. Storebæltsbroerne, Slagelse: 10.530 bøder, i alt 15,4 millioner kroner.

5. Åboulevard, København: 9139 bøder, i alt 14,1 millioner kroner.

6. Nørre Allé, København: 8330 bøder, 12,3 millioner kroner.

7. Øresundsmotorvejen, Tårnby: 7584 bøder, i alt 13,1 millioner kroner.

8. Helsingørmotorvejen, Rudersdal: 7104 bøder, i alt 9,3 millioner kroner.

9. Sydmotorvejen, Vordingborg: 6116 bøder, i alt 8,8 millioner kroner.

10. Holbækmotorvejen, Høje-Taastrup: 5994 bøder, i alt 7,9 millioner kroner.

Kilder: Danmarks Statistik, data for politiets brug af fotovogne fra Rigspolitiet.

I byerne er der til gengæld oftest langt mere trafik og derfor mulighed for at kontrollere flere trafikanter.

Politiets fokus på veje med lave hastighedsbegrænsninger undrer Torben Lund Kudsk.

- I byen skyldes ulykkerne oftest vigepligtsforseelser. Og en fotovogn hjælper ikke i krydsulykker, hvor man sjældent kører over 50 kilometer i timen.

- Vi synes, det er ærgerligt, at de sparsomme ressourcer til fartkontrol bruges på den måde. For der er ingen tvivl om, at fotovognene kan øge færdselssikkerheden.

- Derfor opfordrer vi politiet til at bruge dem så effektivt som muligt, og det er altså på landevejene, at en overvældende stor del af de alvorlige ulykker sker, siger Torben Lund Kudsk.

Den kommune med det klart højeste kontroltryk er København. Her holdt fotovogne med blitzen klar i samlet 5011 timer. På andenpladsen ligger Aalborg med 2623 timer.

Ekstra Bladet skrev i december, at Københavns Politi i sin trafiksikkerhedsanalyse i 2017 vurderede, at "bilernes hastighed ikke er en hyppigt forekommende årsag til trafikulykkerne i København".

Rigspolitiet, der er ansvarlig for ATK-indsatsen, har ikke ønsket at stille op til interview.

Efter fremsendelse af tre spørgsmål oplyser Rigspolitiet, at det først kan svare skrifteligt inden for en til to uger.

116 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere