Her får vi 22 grader torsdag

Weekenden bliver til gengæld dårlig

Arkivfoto: Thomas Borberg
Arkivfoto: Thomas Borberg

Både i dag onsdag og ikke mindst torsdag får vi rigtig dejligt vejr.

I dag kommer varmegraderne til at svinge mellem 13 og 18 grader. Men torsdag bliver det helt op til 22 grader varmt.

- Det bliver varmest i Sønderjylland med omkring 22 grader. Men store dele af landet vil nå op på 18-20 grader. Dog bliver det lidt køligere ved kysterne. Men vinden bliver til gengæld svag, fortæller meteorolog Martin Lindberg fra DMI til Ekstra Bladet.

Vi får også en del sol at se de kommende dage.

Slår om fredag
- Fredag bliver det op til 20 grader varmt, men så begynder vejret at slå om og blive mere ustadigt. Det ser ud, som om fredag bliver den sidste dag i denne uge, hvor det bliver varmt, fastslår meteorologen.

Lørdag og søndag falder temperaturen, og det bliver noget køligere. Der kommer både skyer og byger.

- Men i næste uge bliver vejret fint igen. Jeg sidder lige og arbejder med prognosen nu. Så det kommer I til at høre mere om senere i dag, fortæller Martin Lindberg.

 

15 kommentarer
Vis kommentarer