– Feeeedt.
Det er med smil badet i sol og jubelsang i stemmen, at gæsterne på den københavnske Svanemøllen Strand modtager nyheden om, at den spanske sommervarme kommer til Danmark.
Ikke en eneste sommerdag har vi haft, siden sankthansbålene for over tre uger siden kæmpede mod kaskader af regn og blæst. Derfor er glæden desto større hos de mange danskere, som i disse dage og uger har taget hul på sommerferien i hjemlige omgivelser.
For nu kommer varmen nemlig – og det med en hilsen fra Spanien, som i den forløbne uge har haft varmerekorder flere steder med temperaturer over 47 grader. Den stegende, spanske hede begynder nu at bevæge sig mod nord, og den vil ramme Danmark i løbet af den kommende uge.
– Det er en overdrivelse at sige, at vi får den spanske hedebølge lige i hovedet. Det meste af luften fra den spanske hedebølge bliver, hvor den er, mens vi populært sagt kun får en lille portion af deres meget varme luft, siger den vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Thyge Rasmussen, til Ekstra Bladet.
– Men det tror jeg også, vi skal være glade for. 26-27 grader er trods alt mere behageligt end 47 grader, fortsætter Thyge Rasmussen med henvisning til, at hedebølgen fra syd køles af på sin vej mod nord og kulminerer med et par – efter danske forhold
– varme dage onsdag og torsdag med temperaturer omkring og lidt over 25 grader.
En af de strandgæster, som tager glad imod nyheden er Elza Sahiti, der er tysk, men som studerer i København. Hun nyder lørdagen på Svanemøllen Strand i København.
– Det er nice. København er så smuk en by, hvis det ikke var for det dårlige vejr, der har været. Men det er dejligt, at solen kommer. Jeg har lige været i Barcelona, hvor der var 31 grader, så det er dejligt, at det nu fortsætter i Danmark, siger Elza Sahiti.
Selv om hun ikke mener, at vandtemperaturene er helt perfekte endnu, er det alligevel varmt nok til, at hun fejrer sommerprognosen med en dukkert.