Her frygter de tredje bølge – Ekstra Bladet

Her frygter de tredje bølge

Det dufter af forår og genåbning i danskernes næsebor. Men imens det danske samfund langsomt lukkes op efter vinterens anden bølge af coronavirus, ruster flere europæiske lande sig til en tredje bølge.

Politibetjente patruljere i et dyrt shoppingcenter, efter at en ny lockdown er trådt i kraft. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Politibetjente patruljere i et dyrt shoppingcenter, efter at en ny lockdown er trådt i kraft. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
 

 

Italien: Rød zone påsken over

De fleste forbinder Italien med ferie og varme. Men i marts 2020 var det billeder af en konvoj af militærlastbiler, læsset med kister fra tusindvis af omkomne italienere i byen Bergamo, der gik verden rundt.

Ét år efter at italienerne første gang måtte gå i lockdown, annoncerede Italiens premierminister Mario Draghi torsdag, at landet var på vej ind i tredje bølge.

Størstedelen af landet blev derfor erklæret for at være i 'rød zone', og blandt andet i Rom er skoler, restauranter, butikker og museer atter lukket ned.

I påskedagene vil hele landet blive lukket ned.

Ifølge tænketanken Gimbe oplever mere end halvdelen af Italiens 20 regioner en overbelastning af hospitalerne på grund af coronapatienter.

Franske læger forbereder en evakuering af en coronapatient fra Paris til Nantes. I alt 100 coronapatienter flyttes fra intensivpladser i hovedstaden til mindre byer for at følge med et stigende antal smittede. Foto: Securite Civil/ritzau Scanpix
Franske læger forbereder en evakuering af en coronapatient fra Paris til Nantes. I alt 100 coronapatienter flyttes fra intensivpladser i hovedstaden til mindre byer for at følge med et stigende antal smittede. Foto: Securite Civil/ritzau Scanpix
 

 

Frankrig: B117 presser Paris

Den franske præsident Macron advarede mandag flere franske regioner om, at flere coronarestriktioner sandsynligvis er på vej.

Regionspræsidenten i Ile-de-France, Valérie Pécresse, sagde mandag, at regionen - der blandt andet tæller Paris - var på 'lånt tid', efter at være blevet ramt af en 'voldsom' bølge af den britiske coronavariant.

- Jeg forstår, at folk er overmætte, sagde hun.

- Men vi oplever en tredje bølge, og liv vil gå tabt.

En talsmand for et af hovedstadens hospitaler sagde mandag, at situationen i regionen endnu ikke var ude af kontrol - men at det ville ske. I forvejen er der i Frankrig et natligt udgangsforbud, ligesom man i de fleste større byer skal bære mundbind udendørs.

Sverige har indført restriktioner for danske indrejsende som følge af coronapandemien. Foto: Finn Frandsen
Sverige har indført restriktioner for danske indrejsende som følge af coronapandemien. Foto: Finn Frandsen
 

 

Sverige: Barer skal lukke 20.30

Vores svenske naboer har hele vejen igennem krisen valgt en anden vej igennem pandemien.

Derfor har svenskere i vid udstrækning kunne gå på restaurant, shoppe og i skole, imens danskerne har siddet hjemme.

Men udsigten til en tredje bølge fik den svenske statsminister Stefan Löfven til at indføre tidlige lukketider på barer og caféer samt restriktioner på besøgende i butikker i slutningen af februar:

- Situationen er alvorlig, og vi har en større smittespredning, og den øges fortsat. Der er en stor risiko for tredje bølge, sagde Löfven på en pressekonference.

- Efter et år med dette virus ved vi, at det er afgørende, at der holdes afstand.

Landet over kan man i Tyskland købe kviktest til hjemmebrug i Aldi-supermarkeder. Foto: Leon Kuegeler/Ritzau Scanpix
Landet over kan man i Tyskland købe kviktest til hjemmebrug i Aldi-supermarkeder. Foto: Leon Kuegeler/Ritzau Scanpix
 

 

Tyskland: Smitte stiger igen

Smitten er på vej opad, og det er dårlig timing, da de nuværende tyske coronarestriktioner udløber om 14 dage.

Nogenlunde sådan lød beskeden fra den tyske virolog Dirk Brockmann tirsdag morgen på tv-kanalen ARD.

Brockmann er virolog hos Robert Koch Instituttet, der beregner de tyske smittetal. Ifølge ham er smitten steget 20 procent i forhold til ugen før, og derfor på kanten af tredje bølge. En oplukning af samfundet vil derfor få konsekvenser, mener han:

- Det vil kun udløse  en eksponentiel vækst, sagde han.

I Tyskland har restauranter, butikker og kulturinstitutioner været lukket ned siden efteråret. Nogle delstater har så småt begyndt en genåbning af skoler og detailhandel, ligesom de landsdækkende restriktioner foreløbig løber til 28. marts.

 

 

Kilder: Den Danske Ambassade i Tyskland og Frankrig, Ritzau, ARD, The Guardian, Aftonbladet, RFI.