Her kan danskere møde opblæst Trump på mandag

Donald Trump kommer ikke til Danmark alligevel, men på mandag vil danskere kunne se en svævende udgave af den amerikanske præsident, hvis de passerer Kongens Nytorv i København

Det er denne udgave af Donald Trump som gæster Kongens Nytorv i København på mandag. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Det er denne udgave af Donald Trump som gæster Kongens Nytorv i København på mandag. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Skulle du være skuffet over, at den amerikanske præsident ikke kommer forbi Danmark i næste uge, så kan du alligevel være heldig at se ham. På mandag vil du kunne få et glimt af en opblæst seks meter høj udgave af Donald Trump. Arrangørerne bag Facebook-begivenheden 'Trump Baby Denmark', har nu fået tilladelse til at hejse deres 'luftskib' i København.

Befinder du dig i nærheden af Kongens Nytorv på mandag mellem klokken 11 og 19, vil du ikke kunne undgå at se den meget berejste 'Trump Baby', som har fulgt Donald Trump på statsbesøg fra London til Buenos Aires og nu også på Kongens Nytorv i København. Babyen skulle have mødt Donald Trump under statsbesøget, men vil nu i stedet blive brugt til den store happening i København.

- Det er en happening for alle dem, der synes Trump er vanvittig, og at han overhovedet ikke hører til her, siger Morten Skovgaard, som har oprettet Facebook-begivenheden, til Ekstra Bladet.

Vil få mange på gaden
Han oplyser endvidere, at Trump-ballonen hejses for at give danskerne mulighed for at yde modstand til den 'vanvittige' Donald Trumps politik, som han beskriver som værende 'polariserende og skadelig', også selvom præsidenten ikke kommer.

- Det er jo ikke vores hovedperson, der ikke dukker op. Han er her allerede. Han venter bare på at blive pustet op, siger Morten Skovgaard.

Han tror, at Trump-ballonen vil få mange på gaden.

Næsten 9000 mennesker har vist interesse for begivenheden på Facebook.

50 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere