Her kan der falde 10 centimeter sne

Temperaturerne fortsætter med at balancere omkring frysepunktet, og det kan give usikkerhed om nedbøren de kommende dage

Pas på de glatte veje, advarer DMI. Se hvordan vejret bliver hele ugen.

Selvom det nu officielt har været vinter i to måneder, har årstiden ikke for alvor fået ram på hele landet med store mængder sne, der bliver liggende i dagevis.

Kun i det nordjyske har den forgangne uge budt på genstridig sne, og selvom der de kommende dage kan komme hvid nedbør, er det langt fra sikkert, at kælkelystne danskere vil få fornøjelse af det ret længe. Temperaturen bevæger sig nemlig stadig omkring frysepunktet.

- I dag kommer der især sne i Jylland og på Fyn, hvor der kan falde tre-fire centimeter, hvor der kommer mest, siger Mette Wagner, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ekstra Bladet.

Også på Sjælland falder der enkelte snefnug, men DMI forventer ikke, det bliver specielt meget. Og da temperaturen ligger lige omkring frysepunktet, bliver der tale om 'våd' sne, der hvor det falder.

Kan blive glat
Meget af sneen vil derfor formentlig også smelte igen, men de steder, hvor der når at lægge sig en del, kan det betyder udfordringer for trafikken fredag morgen.

- Det bliver koldt igen i nat, så det kan godt betyde enten sne- eller isglatte veje, siger meteorologen.

I løbet af fredagen vil der også falde lidt nedbør rundt omkring i landet, og her kan det også blive enten som sne eller regn, men uden at det indbyder til hverken snemænd eller kælketure.

I weekenden kan der dog blive anledning til at finde kælken frem, hvis vejret arter sig.

- Spørgsmålet er, hvor meget nedbøren rammer. Foreløbig ser det ud til primært at ramme Bornholm og Skåne, og på Bornholm vil det formentlig primært falde som slud og regn, siger Mette Wagner.

Måske kælkevejr
Samtidig med, at der trækker nedbør op fra syd, ser der ud til i løbet af lørdagen at trække kulde ned fra nordvest.

- Som det ser ud lige nu, så vil det blive til sne, når fronten trækker ind over Sjælland. Og det kunne godt tænkes, at der kan falde fem til ti centimeter sne, siger hun.

Sneen vil falde over en længere periode, og DMI forventer derfor ikke, at der bliver behov for at varsle på baggrund af nedbøren.

Hvis der ender med at falde større mængder sne på Sjælland, er der en mulighed for at det hvide lag kan få lov til at blive liggende lidt.

- Det ser ud til, at kulden holder nogle dage, så det kan være at sneen får lov til at blive på græsset, så vi kan komme ud at kælke. Men vi må vente og se. Der er mange usikkerheder endnu, og vi så jo i sidste weekend, hvor store usikkerhederne kan være, siger hun med henvisning til, at DMI forventede sne i store dele af landet, hvor det endte med at blive til regn i stedet langt de fleste steder.

26 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere