Her kan du i aften opleve Lyriderne på himlen

Hvis du befinder dig et sted, der er mørkt nok, vil der være mulighed for at se stjerneskud på himlen

Sådan så det ud sidste år, da Lyriderne kom forbi. Foto: Kenneth Meyer.
Sådan så det ud sidste år, da Lyriderne kom forbi. Foto: Kenneth Meyer.

Lyriderne hedder det. Det er et navnet på en meteorregn, som kommer fast hvert år. Og det er i dag fra især klokken 22, at det vil være til at opleve.

Hvis du vil se det, kræver det bare, at der er meget mørkt, før de små partikler vil være til at spotte på himlen.

- Faktisk er det jorden, der passerer igennem en sky af småpartikler i solsystemet, fortæller Jørgen Christensen-Dalsgaard, der er professor i astronomi på Aarhus Universitet.

- Småpartiklerne kommer så ind i atmosfæren og bliver brændt af. Og det er de små forbrændinger, der vil være til at spotte.

Kom væk fra byen
Hvis du selv skal ud at nyde synet af meteorregnen Lyriderne, skal du væk fra lys og lygtepæle. De vil nærmest camouflere lysglimtene af kometstøvet på himlen.

- Hvis du befinder dig i eksempelvis Aarhus eller København, vil jeg ikke tro, du kommer til at se noget som helst, siger Jørgen Christensen-Dalsgaard.

- Der vil simpelthen være for meget lys.

Jørgen Christensen-Dalsgaard opfordrer til, at man skal ud, hvor der er fuldstændig mørkt, hvis man vil opleve Lyriderne.

- Derude vil det være muligt at se måske et stjerneskud i minuttet. Men det er jo også værd at tage med.

Månen ødelægger oplevelsen
Og faktisk er der stadig ikke nogen garanti. Månen kommer i aften og i nat til at være så klar og lysende, at den alene kan fjerne glimtene fra himlen.

- Selvom der ikke kommer nogen skyer, vil månen med ret stor sandsynlighed sørge for, at det ikke er muligt at se noget som helst. Men der er chancer for det, de er bare ikke så store, siger astrologen.