Mange måtte holde på hat og briller, da det mandag blæste en halv pelikan. Tirsdag bliver dog en mere rolig af slagsen vejrmæssigt.
Der bliver nemlig en tør dag, hvor et højtryk, der passerer syd for Danmark, sender lun luft ind over landet, imens der vil være svag til jævn vind rundt om i Danmark.
- Det er en dag i det rolig hjørne. Det bliver tørt. På Sjælland og Bornholm får vi noget sol særligt først på dagen, ellers bliver det skyet rundt om i landet, fortæller vagthavende metrolog ved DMI Klaus Larsen til Ekstra Bladet.
Klaus Larsen fortæller desuden, at bilister på særligt Sjælland og i Nordjylland skal være opmærksomme på rimglatte veje her til morgen.
Dagens temperaturer ligger mellem fem og otte grader.
Senere på ugen kan vintervejret dog vende retur, da en koldfront trækker ned over landet fra nordvest. Det kan give stedvise snebyger, særligt på Sjælland.