Her må katte ikke længere være ude om natten

Flere byråd i det sydlige Australien har indført nye, strenge regler for katte og deres ejere

Byråd i Australien vil gøre op med katte med 'plagende adfærd' med nye regler. Foto: Colourbox
Byråd i Australien vil gøre op med katte med 'plagende adfærd' med nye regler. Foto: Colourbox

Et byråd i det sydlige Australien har indført nye, strenge regler over for katte for at komme lokale kattes 'plagende adfærd' til livs.

Det gør de dels ved at begrænse, hvor mange katte, beboere må holde per husstand, og dels ved at tvinge alle katteejere til at holde deres dyr hjemme hver nat.

Det er beboere i Mount Barker i Australien, der fremover kan risikere at få en bøde, hvis deres katte bliver fundet udenfor mellem 20 om aftenen og 7 om morgenen. Det skriver blandt andre The Guardian Australia og News.com.au.

Afføring og slåskampe
Byens borgmester, Ann Ferguson, fortæller, at de nye regler er et resultat af mange klager over de lokale kattes adfærd.

- Vi havde en langvarig konsultation i løbet af en måned, og modtog over 500 svar, så det var tydeligt, at folk er meget passionerede omkring katte, der vandrer rundt i gaderne, lyder det fra borgmesteren.

Hun fortæller, at 68 procent af de deltagende fra lokalbefolkningen var for reglen om at regulere antallet af tilladte katte til to per husstand. 71 procent støttede forslaget om et natte-udgangsforbud for katte, og 73 procent var generelt positivt stemt over for, at byrådet tog problemet med kattenes adfærd op.

Adspurgt, hvordan borgmesteren vil definere plagende adfærd blandt katte, svarer Ann Ferguson:

- Katte der efterlader afføring i folks haver, katte, der 'sprayer' folks hoveddøre, og katte, der slås i haven, og også dem, der dræber vilde dyr.

Videoovervågning
Hun understreger overfor The Guardian Australia, at hun selv er 'katte-elsker', og at de nye regler ikke er blevet vedtaget for at gøre katte til skurke.

- Der er flere mennesker derude, som elsker og tolererer katte. Kattehadere eksisterer, men de er få, og der er langt imellem dem.

Byrådet arbejder stadig på at finde ud af, hvilken straf, katteejere skal have, hvis deres katte bryder udgangsforbuddet. Desuden overvejer man at videoovervåge de katte, der er mistænkt for at bryde det.

Mount Barker er det seneste i en række byråd i Adelaide, der indfører nye, strenge regler for kattehold.

I Adelaide Hills skal katte fra 2022 holdes indenfor. I byrådet i Gawler overvejer man at gøre det lovligt at dræbe katte, der opholder sig på ens grund, hvis ikke en ejer henter den indenfor tre dage. Og i Marion overvejer man som i Mount Barker at indføre et natligt udgangsforbud mellem klokken 21 og 7.

272 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere