En voldsom video viser, hvordan en ældre mand bliver hånet og slået i ansigtet af to teenage-piger, mens en større flok unge mennesker ser på og filmer episoden.
Sammenstødet, som fandt sted i byen Syracuse i den amerikanske stat New York, begyndte angiveligt da den 62-årige mand bad de unge om at fjerne sig fra hans græsplæne, hvor gruppen havde slået sig ned.
Det skriver det lokale medie WSTM-TV.
I videoen, som kan ses ovenfor, ses det tydeligt, at de unge mennesker fremstår provokerende overfor den unavngivne mand, da pigen klædt i rødt blandt andet stiller sig faretruende tæt på ham.
Da manden bøjer sig ned mod hende, slår hun ham direkte i ansigtet, hvorefter hun sætter i løb.
Manden, som bærer en stok, forsøger at løbe efter hende, men bliver stoppet, da en anden pige griber fat i ham og snurrer ham rundt ved armen under tilråb og grin fra den store flok mennesker
Da han slipper løs fra hendes greb, sætter han atter efter den første pige men mister hurtigt balancen, taber sin stok og falder direkte på maven.
Manden slap fra overfaldet med et blåt øje.
Pigerne, som viste sig at være henholdsvis 14 og 15 år gamle, er siden blev meldt til politiet og sigtet for groft overfald.
Ifølge mediet WTVR har den ene piges mor udtalt, at hendes datter vil blive straffet og at episoden vil få konsekvenser for hende. Hun siger desuden, at datteren ønsker at undskylde overfor manden.
Den voldsomme video er sidenhen blevet delt på Facebook, hvor mere end 1,2 millioner mennesker har set den. Videoen er endda noget så langt ud i verden, at den 62-årige mand ifølge WSTM-TV er blevet kontaktet af familiemedlemmer i Irland, som har set optrinnet.