Her skal der udskrives 2500 flere parkeringsbøder

I fire sønderjyske kommuner skal der udskrives i alt 2500 flere parkeringsbøder end sidste år. Det skal der, fordi det ellers ikke kan betale sig at have parkeringskontrol i området

Fire sønderjyske kommuner skal inddrive 2500 flere parkeringsbøder i 2019, end de gjorde sidste år. Foto: Jonas Olufson
Fire sønderjyske kommuner skal inddrive 2500 flere parkeringsbøder i 2019, end de gjorde sidste år. Foto: Jonas Olufson

En parkeringsbøde er ofte en ubehagelig overraskelse, og nu kan sønderjyderne ærgre sig over, at der bliver uddelt flere til dem i år.

Der skal nemlig udskrives lidt mere end 2500 flere parkeringsbøder i fire sønderjyske kommuner, end der blev sidste år.

Det skriver TVSYD.

Parkeringskontrol Syd har et mål om tilsammen at udskrive 10.000 parkeringsbøder i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder gennem 2019. Til sammenligning blev der sidste år udskrevet sammenlagt 7457 parkeringsbøder i de samme kommuner.

Staten tager en større andel
Det er ikke bare for at tjene nogle hurtige penge, at Parkeringskontrol Syd har sat sig det mål. De er nemlig tvunget til at udskrive flere bøder, hvis det skal være økonomisk rentabelt at have en parkeringskontrol i det hele taget.

Grunden til, at det pludselig er dyrere at drive parkeringskontrol, er, at staten nu skal have 70 procent af afgiften, mens de tidligere nøjedes med at tage 50 procent.

- Det er en kalkule af, hvordan vi får kassen til at stemme. Vi laver ikke overskud på p-kontrollen, så derfor skal vi skrive 10.000 afgifter, før det bliver en nul-løsning, siger Jens-Kristian Mikkelsen, som er afdelingsleder ved projekt og anlæg i Sønderborg, til TV SYD.

De store byer
Bor man i en mindre by i en af de fire kommuner, så kan man ånde lettet en smule op.

Parkeringskontrollen vil nemlig i større grad blive fokuseret omkring de større byer, end den har været tidligere.

- Det gælder om at være der, hvor der er noget at skrive. Tidligere har vi kørt meget til for eksempel Nordborg og Gram i yderområderne for at vise, at vi også er synlige der. Men nu koncentrerer vi indsatsen lidt mere i de fire store byer, siger Jens-Kristian Mikkelsen til mediet.

Parkeringskontrol Syd tæller blot fire medarbejdere, hvilket også er en af grundene til, at de må fokusere deres arbejde på de større byer.

Sidste år inddrev de fire kommuner tilsammen 3,8 millioner kroner gennem parkeringsbøder. For at regnestykket skal gå op, skal de i 2019 inddrive 5,1 millioner kroner.

Se også: Her bliver der uddelt flest p-bøder

Se også: Nyt våben: P-afgift skal få spritbilister til at droppe bilen

99 kommentarer
Vis kommentarer