Fra mandag ophæves langt de fleste mundbindskrav i det offentlige rum. Men inden du kyler dine dyrt indkøbte mundbind i skraldespanden, skal du måske overveje, hvorvidt sommeren byder på en flyvetur eller to.
Danske lufthavne følger nemlig internationale retningslinjer, når det kommer til mundbindsrestriktioner - og derfor kan du endnu ikke helt slippe for mundbindet her.
Det oplyser Transportministeriet, hvilket Københavns Lufthavn bekræfter over for Ekstra Bladet.
Derudover oplyser Københavns Lufthavn også, at man fastholder det såkaldte 'Meet & Greet' - område, hvor man kan tage imod rejsende - udendørs. Det sker for at sikre nok afstand i mellem gæsterne i lufthavnen.
Ind og ud
Men tager på sommertur med toget eller bussen i stedet for flyet, slipper du heller ikke helt for mundbindet.
Har man en ståplads i den kollektive trafik, skal man fortsat huske mundbindet - men faktisk skal man også huske det, når man er på vej ind og ud af kollektive transportmidler, skriver Transportministeriet.
Dét kan godt gå hen og blive lidt af en huskeøvelse for ifølge ministeriet skal man ikke længere bære mundbind, når man venter på sin bus eller tog på stationer og perroner.