Her stressede VM-heltene af

STILHED EFTER STORMEN: Café Aroma i Herning fik et løft i omsætningen under VM i håndbold, da de danske spillere dagligt besøgte stedet med kager, kaffe og delikatesser

Marie La Coste har kun godt at sige om de danske håndboldheltes daglige besøg på Café Aroma i Herning under VM. - De andre kunder har selvfølgelig været lidt nysgerrige og har ofte bedt om autografer og selfies, men det er ikke sket på en måde, så det blev for meget for håndboldspillerne, siger Marie La Coste. Foto Claus Bonnerup
Marie La Coste har kun godt at sige om de danske håndboldheltes daglige besøg på Café Aroma i Herning under VM. - De andre kunder har selvfølgelig været lidt nysgerrige og har ofte bedt om autografer og selfies, men det er ikke sket på en måde, så det blev for meget for håndboldspillerne, siger Marie La Coste. Foto Claus Bonnerup

Danskerne - anført af Henrik Mølgaard og Jannick Green - var fast inventar i godt to uger i træk på Café Aroma i Fonnesbechsgade i Herning kun et et stenkast fra håndboldheltenes base på Hotel Scandic.

- Det bliver en sorgens dag, når vi ikke længere skal derhen i morgen, råbte Henrik Mølgaard fra balkonen ved Herning Kongrescenter søndag aften med henvisning til de næsten daglige besøg på den rustikt indrettede café nær centrum af Herning.

Indtil i søndags var det hyggelige sted, som er en blanding af butik, bageri og café, i en form for undtagelsestilstand, fordi de populære håndbolddrenge samtidig gjorde det endnu mere attraktivt for andre kunder at lægge vejen forbi Aromas lækkerier.

- Ja, det føles lidt stille nu, medgiver Marie La Coste, der har været ansat i caféen i det seneste halvandet år. Som én af de otte ansatte har hun i de seneste uger været med til at servicere de veltrænede håndboldspillere, som for de flestes vedkommende i runde tal måler to meter og vejer omkring de 100 kilo eller endnu mere.

Svenskerne og kanelsneglene
Kiloene er dog godt fordelt og udgøres mestendels af den muskelmasse, som også kan tage en del af æren for Danmarks VM-guld i Boxen i søndags mod vores norske naboer i nord.

Apropos naboer, så var danskerne ikke de eneste VM-spillere, der lagde vejen forbi Aroma.

- Nordmændene og svenskerne kom her også, og de hilste altid hjerteligt på danskerne. Det var ikke ligefrem sådan, at de satte sig sammen ved bordene alle tre nationaliteter, men de hilste altid med glæde på hinanden, fortæller Marie La Coste.

Der er også kommet tilføjelser til menukortet efter danskernes VM-sejr i søndags - her i form af en chokoladekage. Foto Claus Bonnerup
Der er også kommet tilføjelser til menukortet efter danskernes VM-sejr i søndags - her i form af en chokoladekage. Foto Claus Bonnerup
 

Selv om der også er lækre vine på hylderne, så holdt samtlige spillere sig til kaffe, kage og kanelsnegle. Marie La Coste nævner specifikt kanelsnegle, fordi svenskerne købte netop disse godbidder i stor målestok.

- Danskerne og nordmændene holdt sig mest til kaffe, og det var oftest americano (sort kaffe), tilføjer den håndboldinteresserede ekspedient og mor til to mindre børn.

Et spark til januar-omsætningen
Kombinationen af små børn, sengetid og kampstarter, der som oftest var ved 20.30-tiden, betød, at Marie La Coste missede en enkelt halvleg i løbet af de i alt 10 kampe med dansk deltagelse.

- Jeg er i almindelighed interesseret i håndbold og så dem ikke kun, fordi flere af dem var her næsten hver dag under VM, understreger den unge kvinde, der trods sit tilhørsforhold til Danmarks midlertidige håndboldhovedstad nøjedes med at se alle kampene på tv.

Indehaveren af Café Aroma, Marie Juul Sørensen, var ikke til stede, da Ekstra Bladet besøgte caféen tirsdag formiddag, men senere på dagen glædede hun sig via en telefonsamtale over håndboldheltenes spark til januar-omsætningen.

- Normalt er der stille i januar, men det har der så ikke været i år. Vi tager det som en cadeau, at de besøgte Café Aroma, og især, at de blev ved med at komme dag efter dag, siger Marie Juul Sørensen.

1 af 2 Det har oftest været for at nyde en kop kaffe som denne café americano, når de danske spillere lagde vejen forbi Café Aroma. Foto Claus Bonnerup
2 af 2 Marie La Coste har kun godt at sige om de danske håndboldheltes daglige besøg på Café Aroma i Herning under VM. - De andre kunder har selvfølgelig været lidt nysgerrige og har ofte bedt om autografer og selfies, men det er ikke sket på en måde, så det blev for meget for håndboldspillerne, siger Marie La Coste. Foto Claus Bonnerup
5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere