Her vil hemmelig investor bygge højhus

Til et borgermøde i går mødte 200 vrede Frederiksbergborgere op for at give politikerne klar besked på ikke at tillade et eksklusivt byggeprojekt på Prins Henriks Skole på Værnedamsvej

Prins Henrik omdøber Den Franske Skole på Frederiksberg til
Prins Henrik omdøber Den Franske Skole på Frederiksberg til "Prins Henriks Skole" i 1989. Foto: Finn Frandsen

En hemmelig ejendomsinvestor drømmer om at bygge på et 5.160 kvadratmeter stort område på Frederiksberg.

Her ligger den franske skole, Prins Henriks Skole, ud til den charmerende og pulserende Værnedamsvej, klemt inde mellem Gammel Kongevej og Frederiksberg Allé.

Der er tale om et yderst attraktivt beboelses område.

Investoren vil kun købe området, hvis vedkommende får lov at føre sine planer for området ud i livet.

Det kræver, at et flertal i Frederiksbergs kommunalbestyrelse siger ja til først en starteredegørelse og senere en lokalplan, og det var det ja, som knap 200 borgere i kommunen onsdag aften mødte op for at forhindre, skriver Berlingske.dk.

Grønt og eksklusivt
Prins Henriks skole, skal flytte til Rolighedsvej, og derfor vil skolen sælge deres nuværende kvadratmeter til den højest mulige pris.

De bevaringsværdige skolelokaler skal bestå, men der skal tilføjes en til tre etager ovenpå det eksisterende byggeri, og nye tilbygninger i seks etagers højde, foreslår investoren.

Der skal desuden være hotel, boliger, butikker og en underjordisk parkering med indkørsel fra Sankt Thomas Plads i skolegården. Investoren bruger ordene, grønt, tæt, levende, og eksklusivt for at beskrive det ønskede bymiljø.

Krydset Vesterbrogade, Frederiksberg Allé og Værnedamsvej.
Krydset Vesterbrogade, Frederiksberg Allé og Værnedamsvej.

Planen er ikke vedtaget
Politikernes manglende lyst til at påtage sig ansvaret for de eneste fremlagte planer blev høvlet ned af de fremmødte ifølge Berlingske.

- Min kone siger, at hun flytter, hvis det bliver som skitseret, sagde Jesper Lund til Berlingske.

Jytte Elga Olga fortalte til Berlingske i pausen, at hun har boet i området hele sit liv og mener, at der skal lukkes helt ned for de nuværende planer om byggeri i kvarteret:

- Det er ét af de steder, hvor man frivilligt sidder på en pind og betaler 50 kroner for sin kaffe bare for at være i miljøet. Der er så skønt. Jeg elsker Værnedamsvej.

Politikerne beroligede borgerne med, at den fremlagt plan og visionerne ikke var deres, og at de stadig kunne nå at sige nej.

Nikolaj Bøgh, medlem af By- og Miljøudvalget og den tilstedeværende repræsentant for det konservative borgmesterparti opsummerede stemningen, til Berlingske:

- I vil ikke have en masse fortætning, en masse støj og bebyggelse i højden.

- Fint. Det får I ikke.

Ifølge kalenderen skal politikerne tage stilling til en startredegørelse den 5. november.

90 kommentarer
Vis kommentarer