Så er vi halvvejs.
2,4 millioner danskere har fået første stik med en coronavaccine, og det svarer til halvdelen af de danskere, der er en del af vaccinationsprogrammet.
Det er man en del af, hvis man er over 16 år, som er den nedre aldersgrænse for, hvornår danskere vaccineres.
Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter.
Knap hver fjerde færdig
Det svarer til, at 50,6 procent har taget imod tilbuddet om minimum et vaccinestik mod corona.
Mandag var lige knap 1,4 millioner danskere færdigvaccinerede, hvilket svarer til knap 24 procent af befolkningen.
Derfor er der et stykke vej igen, før alle danskere har fået tilbudt to vaccinestik - efter planen sker det først til september.