Historiker langer ud efter DR-program: 'Manipulerende og fyldt med usandheder'

DR's store satsning om danmarkshistorien henter ikke mange roser fra historiker, forfatter og journalist Bent Blüdnikow - tværtimod

Lars Mikkelsen er vært på DR's dokumentarserie om danmarkshistorien. Gennem ti afsnit fører han seerne gennem landets historie fra stenalderen til moderne tid. Foto: DR/Morten Krüger
Lars Mikkelsen er vært på DR's dokumentarserie om danmarkshistorien. Gennem ti afsnit fører han seerne gennem landets historie fra stenalderen til moderne tid. Foto: DR/Morten Krüger

Med Lars Mikkelsen i spidsen har DR sat mange kræfter ind for at fortælle danskerne om deres historie fra stenalderen til nu.

Med eksperter og dramatiseringer bliver tv-seerne over ti afsnit guidet gennem Danmarkshistorien. Eller i hvert tilfælde en udgave af den.

Hvis man spørger Bent Blüdnikow, som er både forfatter, journalist og ikke mindst historiker, viser 'Historien om Danmark' nemlig ikke et retvisende billede af netop historien om Danmark. Langt fra.

Særligt seriens afsluttende afsnit, 'Velfærd og kold krig', er både 'manipulerende og fyldt med usandheder', lyder det fra Bent Blüdnikow i en anmeldelse i Berlingske.

'DRs danmarkshistorie er ren socialdemokratisk skønmaleri og renvaskning af kommunister', skriver han i anmeldelsen, og kritikken går især på, at der i afsnittet ikke bliver nævnt en eneste borgerlig politiker eller frihedskæmper.

- Det er en kamp om historien, og DR viser en ensidig politiseret, propaganda-version, uddyber Bent Blüdnikow overfor Ekstra Bladet og fortsætter:

- Den borgerlige modstandskamp var en væsentlig del af historien, men det er absolut ikke det, DR beskriver. Det er kun socialdemokrater og kommunister, der bliver hyldet. Det vil sige, at hele den borgerlige kamp er væk. Historien er altid en kamp om indsats, kampvilje, blod og liv, og den borgerlige side er udraderet af DR. Det kan ikke være rigtigt.

Usandheder
Det er ikke kun misinformation, Bent Blüdnikow slår ned på i sin anmeldelse. Der er også decideret usandheder og urealistiske tolkninger af historien. Han kritiserer for eksempel serien for at bilde seeren ind, at kulturradikale 'gik ind for lighed mellem kønnene, og at de gik ind for demokrati'.

'Det er usandt. Mange kulturradikale i 1930erne var stærkt kommunistisk påvirket, og de og kommunisterne gik ikke ind for demokratiet', skriver han i anmeldelsen.

- Der er ikke tale om detaljer. Der er tale om helt grundlæggende værdier og principielle holdninger, der er skåret væk, lyder det fra Bent Blüdnikow. Foto: Polfoto/Marcus Trappaud Bjørn
- Der er ikke tale om detaljer. Der er tale om helt grundlæggende værdier og principielle holdninger, der er skåret væk, lyder det fra Bent Blüdnikow. Foto: Polfoto/Marcus Trappaud Bjørn

Et andet eksempel er i en af drama-scenerne. Her ser man, at kongen sidder og læser Politiken. Men det ville i følge Bent Blüdnikow have været mere autentisk, hvis kongen havde siddet med Berlingske Tidende eller Nationaltidende på grund af hans politiske ståsted.

- Han ville ikke sidde og fedte med Politiken. Samme afsnit havde i øvrigt tre andre scener, hvor man ser Politiken. Der er ikke en eneste scene, hvor man ser Berlingske eller Nationaltidende, og jeg gætter mig til, at det er, fordi personerne bag afsnittet ikke kan forestille sig, at man kan læse andet end Politiken, kritiserer Bent Blüdnikow og fortsætter:

- Det er problematisk, at man overtager den kulturradikale holdning til blandt andet besættelsen.

'Antifascistisk bannerfører'
Men den borgerlige side af historien er ikke det eneste, personerne bag 'Historien om Danmark' har valgt at skære væk, påpeger Bent Blüdnikow overfor Ekstra Bladet.

- Der er ikke et ord om kommunistens vederstyggelighed og mord. Der er intet om Stalins pagt med Hitler. Alt det væmmelige om venstrefløjen er skåret væk. Det er en kamp om værdier og politisk holdning, og jo mere venstrefløjen kan gøre sig til som en slags antifascistisk bannerfører, der kæmper for de undertrykte, jo bedre tag har de i ungdommen.

- Det er simpelthen misinformation af unge mennesker, lyder det.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra DR om kritikken. På nuværende tidspunkt er det endnu ikke lykkedes.

Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen