Historisk dræbende naturbrande rammer Californien

31 personer er døde i skovbrande i Californien. Brandmandskab vinder frem, men situationen er stadig kritisk.

Brandene koster dag for dag flere liv. Her slås brandmænd med ilden i Napa. Video: AP

31 personer er bekræftet omkommet i skovbrande, som siden søndag har hærget det nordlige Californien.

Det er det største tab af liv fra sammenhængende naturbrande i delstatens historie.

I 1933 mistede 29 personer livet i en naturbrand i Griffith Park i Los Angeles.

Skovbrandene har forårsaget store ødelæggelser i Californiens vindistrikter. Omkring 3500 huse og ejendomme er forvandlet til aske.

Mens brandene onsdag var ude af kontrol og under gunstige omstændigheder med tørt vejr og stærk vind bredte sig til nye områder, så har de tusindvis af brandfolk, som er sat ind, torsdag vundet terræn.

Prognoser om tiltagende vind tidligt torsdag lokal tid holdt ikke stik. Det har givet slukningsmandskaber mulighed for at grave brandgrøfter for at inddæmme flammer.

Natten til fredag ventes vinden dog at tage til i styrke, og de omkring 8000 brandfolk kæmper derfor mod uret.

Trods fremgangen advarer chefen for Californiens beredskabstjenester mod at tro, at det værste nu er overstået.

- Vi er ikke engang tæt på, siger Mark Ghilarducci.

Myndighederne har forberedt borgerne på, at dødstallet fra de over 20 naturbrande, der i fem dage har hærget på tværs af otte amter, sandsynligvis vil stige.

Alene i et enkelt amt, Sonoma County, er over 400 personer stadig meldt savnet.

Onsdag blev de cirka 5000 indbyggere i Calistoga beordret til at forlade deres hjem på grund af risiko for, at flammer kunne fortære byen.

Borgmester Chris Canning sagde, at enhver, som nægtede at adlyde ordren om evakuering, ville være overladt til at forsvare sig selv, hvis branden nærmede sig.

- Du er alene, sagde Canning.

Melissa Rodriquez, hendes mand, baby og hund camperede natten til torsdag på en parkeringsplads ved en skole i nærheden af Calistoga. Røg havde tvunget dem ud af deres lejlighed.

- Vi har store forhåbninger om, at lejligheden stadig er der, når vi kommer tilbage. Men det føles trist, hjælpeløst. Der er intet, vi kan gøre, siger hun.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen